Endnu en islandsk forstærkning til TTH

For anden gang på få dage har den danske håndboldklub hentet en islandsk erstatning for Michael Damgaard.

TTH.jpg

Team Tvis Holstebro har lørdag sikret sig endnu en islænding til at afløse landsholdsspilleren Michael Damgaard, venstrebacken der fra næste sæson tørner ud for tyske Magdeburg.

Torsdag hentede Team Tvis teenageren Egill Magnusson, og han bliver suppleret af landsmanden Sigurbergur Sveinsson.

- Jeg har valgt Team Tvis Holstebro, fordi det er en meget spændende klub. Det er en klub, som mange taler godt om, og en klub som har store ambitioner. Og det kan jeg godt lide, siger han til Team Tvis Holstebros hjemmeside.

Den 27-årige venstreback fra tyske Erlangen i Bundesligaen har fået en kontrakt, der løber i to år.

- Her kommer jeg til et miljø, hvor jeg kan udvikle mig og til et stærkt hold. Jeg ser desuden den danske liga som en af de mest attraktive ligaer at spille i, siger Sigurbergur Sveinsson.

Han har spillet 56 A-landskampe for Island og var blandt andet med ved VM i Qatar tidligere i år. Michael Damgaard skifter fra den kommende sæson til Magdeburg.