Endeligt punktum: 36-årig får forvaringsdom for voldtægt af ni-årig pige

En 36-årig mand skal tilbringe de næste mange år bag tremmer. Han kommer først på fri fod igen, når læger skønner, at han ikke længere er farlig.

Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Vestre Landsret i Viborg har for få minutter siden stadfæstet den forvaringsdom 36-årig Emil Monberg Sandvad fik i byretten i Holstebro i juni. Han skal derfor i fængsel på ubestemt tid.

Læs også Voldtægtssag afsluttet: 35-årig idømt forvaring for voldtægt og bortførsel af niårig

Som i byretten har han desuden også fået forbud mod at få besøg af børn under 18 år, der ikke er ledsaget af en voksen, ligesom han heller ikke må kontakte børn under 18 år, der ikke kender ham, og heller ikke må opholde sig i en bolig, hvor der er børn under 18 år.

Dermed kan familien og den pige, som blev frihedsberøvet, voldtaget og truet af Emil Monberg Sandvad, nu sætte endeligt punktum i det mareridt, der begyndte for halvandet år siden. Og det er klart for enhver, der er tilstede under domsafsigelsen i landsrettens retssal G, at det er en lettelse for pigens familie, at dommen forbliver som i byretten.

Den dømte 36-årige fortrak til gengæld ikke en mine. Han modtog dommen stående bag vidneskranken midt i retslokalet. Og da dommeren havde læst dommen op, satte han sig roligt ned på stolen foran sig.

SAGEN KORT

  • 36-årig tiltalt for at have frihedsberøvet, voldtaget og truet niårig pige i juni 2018
  • Ifølge anklageskriftet skulle manden have samlet pigen op i sin bil i Vinderup ved Holstebro. Derefter kørt til Mors med hende, hvor han gennemførte voldtægten, for efterfølgende at køre hende tilbage til Vinderup igen.
  • Desuden er han tiltalt for at have truet pigen til ikke at fortælle om episoden.
  • Manden nægter sig skyldig.
  • I byretten blev den 36-årige idømt forvaring, der er en tidsubestemt straf. 
  • Vestre Landsret har afsat seks dage til sagen.

Anklager: Tiltalte er så farlig, at forvaring er nødvendigt

Forud for landsrettens dom tirsdag eftermiddag havde først anklager Susanne Holst Højberg og dernæst forsvarer Jesper Gad procederet for hvert deres standpunkt i sagen.

Anklageren lagde ud med at fremhæve, hvor troværdig en forklaring den nu 10-årige pige har givet på de videoafhøringer, der er blevet afspillet for lukkede døre i retten.

Læs også Hustru vidnede i voldtægtssag: Skulle forklare sexnoveller, der blev fundet hos parret

- XXX (identitet på offeret sløret, red.) er efter min opfattelse ekstrem troværdig. Hun har fået fat i utrolig mange detaljer. Selv midt i det ubeskrivelige mareridt hun har gennemgået, lød det.

Hun understregede desuden, at pigen, et halvt år efter voldtægten fandt sted, har udpeget den dømte ved en såkaldt fotokonfrontation.

Derudover lagde anklageren desuden vægt på blandt andet oplysninger fra telemaster, der ifølge hende beviser, at Emil Monberg Sandvad har kørt en rute, der passer med tidspunkterne for, hvornår pigen henholdsvis er blevet samlet op i Vinderup, kørt til Mors og sat af i Vinderup igen.

Hvornår er forvaring i spil?

Straffeloven § 70
​​

En person kan dømmes til forvaring, hvis:​​​​​

 

1) han findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art eller brandstiftelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og
 

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og
 

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.


Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis:
 

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller i forsøg herpå, og

 

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

 

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.

 

Kilde: Danskelove.dk

Se mere

Sammenholdt med, at den 36-årige i 2007 fik en dom for en voldtægtsforbrydelse mod en 12-årig pige og i 2011 endnu en dom – denne gang tre et halvt års fængsel for forsøg på at lokke mindreårige piger til sex, bl.a. via falske profiler på Facebook, kunne anklageren ikke se anden udvej end at idømme forvaring.

- Min påstand er forvaring. Det er simpelthen nødvendigt for, at tiltalte ikke igen får muligheden for at forgribe sig på et helt tilfældigt og uskyldigt barn, lød det efter en times procedure fra Susanne Holst Højberg.

Anklagemyndigheden skal give et bud på en tidsbestemt straf, når der nedlægges påstand om forvaring. Her mente senioranklageren, at fængselsstraffen burde være seks-syv år.

Forsvarer: Det kan umuligt være min klient

Efter en kort pause tog forsvarer Jesper Gad ordet. I endnu en time argumenterede og procederede han omvendt for, at Emil Monberg Sandvad, efter forsvarets opfattelse, umuligt kan være gerningsmanden.

Læs også Tiltalt for voldtægt af niårig pige: Jeg kørte hende bare hjem

- Det er en sammensat indicie-række. Der er ikke nogen rygende pistol, lød det indledningsvist fra forsvareren, der fastholdt den påstand, han og hans klient hele tiden har haft – Emil Monberg Sandvad burde frifindes.

- XXX (offerets identitet sløret, red.) siger igen og igen, at den (gerningsmandens bil, red.) var sort. Hun holder fast i det i rigtig lang tid, sagde forsvareren, inden han konkluderede, at det blandt andet derfor ikke kunne være hans klients bil, pigen havde kørt i, fordi den er grå.

Han fremhævede herefter flere af udsagnene i pigens forklaring som argument for, at det ikke kunne være Emil Monberg Sandvads bil, inden han blandt andet gik videre til at fremlægge sin opfattelse af, om hans klient overhovedet kunne have nået at være på stederne for frihedsberøvelsen og voldtægten på de tidspunkter, anklagemyndigheden mener, at det er sket.

- Kort og godt; det kan ikke lade sig gøre. Man kan ikke være så hurtig, som det her. Det er umuligt, lød det.

Også fotokonfrontationen, som anklagemyndigheden fremhævede, forkastede forsvareren.

- Det har aldrig nogensinde været en genkendelse, lød det, inden Jesper Gad underbyggede med, at pigen også skulle have sagt, at manden havde langt hår, og det har Emil Monberg Sandvad aldrig haft, ifølge forsvareren.

- Derfor er det min påstand for den høje landsret, at min klient skal frifindes i sagens forhold 1 og 2 (de to forhold, der er, red.), lød det afslutningsvist.

Forsvareren skal dog alligevel tage stilling til en straf, hvis nu klienten findes skyldig. Her kunne der maksimalt blive tale om fem-seks års fængsel, mente han.

02:08

Vestre Landsret har taget hul på ankesagen, hvor en nu 36-årig mand er anklaget for i juni sidste år at have bortført og voldtaget en ni-årig pige fra Vinderup.

Luk video