Én branche er højdespringer: Peter fik forhammer i ansigtet

Der bliver ved at ske rigtig mange arbejdsulykker i landbruget. Onsdag er beskæftigelsesministeren kaldt i samråd.

- Jeg sad pludselig på gulvet og skulle lige komme til mig selv. Da jeg så begyndte at spytte tænder ud, kunne jeg godt regne ud, der var et eller andet galt.

Peter Jeppesen fra Sevel glæder sig i dag over, at det ikke gik værre. I 2019 var det nemlig centimeter fra at gå helt galt. 

Han og en kollega skulle banke en fastspændt nagle af en traktor, og mens kollegaen havde grebet en stor forhammer, tog Peter Jeppesen sig af at smøre naglen mellem slagene. 

Men i et splitsekund glippede kommunikationen. Peter Jeppesen spottede, at naglen begyndte at løsne sig og trådte frem i samme øjeblik, som kollegaen sendte forhammeren afsted. 

- Forhammeren rammer egentlig naglen, men flyver så videre og rammer mig lige i ansigtet, siger Peter Jeppesen. 

Ham vender vi tilbage til.

- Kommunikation er vejen frem. Ikke bøder

I 2021 skete der 36 dødsulykker på arbejdsmarkedet. De seks af dem skete i brancehgruppen 'landbrug, skov og fiskeri'. Selvsamme gruppe har toppet listen de seneste seks år. Det viser tal fra Arbejdstilsynet.

quoteVores regering har skærpet fokus på det her område, så nu er der mere kontrol i udsatte brancher og større bødestraffe til de virksomheder, der ikke lever op til reglerne.

Peter Hummelgaard

I det hele taget sker der for mange arbejdsulykker i landbruget. Det erkender Thomas Dinesen-Birkedal, der er sikkerhedsofficer i rådgivningsvirksomheden Sagro.

- Når der sker en uheldig fejl i landbruget, går det ofte mere galt end andre steder. Det er store maskiner, og det er store dyr. Der er rigtig mange faldgruber, og det er altså ikke bare en kontorstol, der kan ramme en ankel, siger Thomas Dinesen-Birkedal. 

Ifølge sikkerhedsofficeren er det derfor heller ikke så let at lave ensartede regler, der kan skrælle ned i antallet af ulykker. 

Af den grund tror han heller ikke, man kan piske sig ud af problemet.

- Det handler om, at landmændene må tage en snak med deres medarbejdere om, hvad der kan blive farligt på netop deres arbejdsplads. De skal også gerne have professionel hjælp fra konsulenter. At bøder skal løse problemerne, det tror jeg ikke på, lyder det fra Thomas Dinesen-Birkedal.

Eksempler på dødsulykker i landbruget

Ministeren målretter kontrollen

Bøder er dog ét af de tiltag, de påtænker at gøre mere brug af på Christiansborg.

Onsdag er beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, kaldt i samråd for at forholde sig til problemet med arbejdsulykker i landbrugssektoren.

- Det er jo grundlæggende arbejdsgiverens ansvar at sikre, at de ansatte får et trygt og sikkert arbejdsmiljø, siger ministeren og fortsætter.

- Vores regering har skærpet fokus på det her område, så nu er der mere kontrol i udsatte brancher og større bødestraffe til de virksomheder, der ikke lever op til reglerne. 

Beskæftigelsesministeren vil skærpe kontrollen og give højere bøder, hvis man ikke overholder sikkerhedsreglerne på arbejdsmarkedet
Beskæftigelsesministeren vil skærpe kontrollen og give højere bøder, hvis man ikke overholder sikkerhedsreglerne på arbejdsmarkedet
Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Tænker mere i sikkerhed i dag

I Sevel var Peter Jeppesen heldig. Hans kollega fik hurtigt tilkaldt en ambulance, og på Herning Sygehus kunne de konstatere, at han havde mistet tre tænder og brækket en flig af overkæben. 

- Jeg kan da godt tænke, hvad der mon var sket, hvis den havde ramt lidt længere oppe i ansigtet. Så var det ikke sikkert, man havde stået her i dag, siger han.

Peter Jeppesen er selv overbevist om, at han kunne have undgået ulykken. Men han er enig med Thomas Dinesen-Birkedal fra Sagro i, at landmændene først og fremmest skal oppe deres sikkerhedsfokus på de enkelte gårde.

- Det er vigtigt, man ser hinanden i øjnene og får peget de farlige områder ud i hverdagen, siger han.

Peter Jeppesen kalder ulykken med forhammeren for en rigtig træls tanketorsk, men hele episoden har ændret hans syn på sikkerhed generelt.

- Jeg tænker noget mere over det i dag, afslutter Peter Jeppesen.