EM-sølvvinder fra Holstebro vil have ændret bikinikrav: - Der er ikke et andet valg

Der er ikke noget alternativ til at spille i bikinitrusser i strandhåndbold, og nu vil Danmark og en række andre lande have ændret reglerne.

Melanie Fuglsbjerg fra Holstebro og resten af de danske strandhåndbolddamer er netop vendt hjem fra EM i Bulgarien med sølvmedaljer om halsen.

Det er dog ikke den sportslige præstation, der lige nu er i fokus, men det tøj landsholdene skulle have på under kampene. Og det ærgrer den danske anfører, som til daglig spiller på 3. divisionsholdet i Naur-Sir-Krunderup.

- Herrerne fik en guldmedalje, og vi fik en sølvmedalje, men det er noget helt andet, der fylder, og det er rigtig ærgerligt, siger hun.

Efter Europamesterskabet arbejder Dansk Håndbold Forbund (DHF) nu på at få reglerne om påklædningen ændret.

- Problemet ligger ikke i, at vi skal spille i bikinitrusser, men i at der ikke er et andet valg, siger Melanie Fuglsbjerg, der er enig i, at det er en vigtig debat at tage.

Sådan ser det ud, når det gør løs på banen i strandhåndbold for kvinder. Arkivfoto.
Sådan ser det ud, når det gør løs på banen i strandhåndbold for kvinder. Arkivfoto.
Foto: Ian Walton For Ois/AFP/Ritzau Scanpix

Uens regler om påklædning

Debatten om påklædningen i strandhåndbold er for alvor blusset op, efter det norske landshold har fået en bøde på 1500 euro (11.000 kroner) for at spille i tights i stedet for bikiniunderdelen, som reglerne foreskriver.

- Vi bevæger os meget på banen og kan komme i positioner, hvor det bliver lidt for intimt. Uniformen har en betydning. Men det er ærgerligt, hvis den skal definere sportsgrenen. Det er jo ikke uniformen, der gør, om jeg kan præstere på banen, siger den danske anfører.

quoteMange er enige med os i, at reglerne skal laves om. Så kan vi også få mere fokus på det sportslige.

Melanie Fuglsbjerg, strandhåndboldspiller

Reglerne for herrernes og damernes påklædning er ikke ens. Damernes underdel må maksimalt være ti centimer brede i siderne, mens mændenes shorts ikke må være længere end ti centimeter fra deres knæ.

Melanie Fuglsbjerg kan godt se ideen i at spille i en bikiniunderdel, fordi det er sportsgren, som er skabt på stranden, men den skal ikke være for lille.

- Jeg håber, der kommer et lidt friere valg på underdelen. Målmanden har eksempelvis andre valgmuligheder end spillerne. Mange er enige med os i, at reglerne skal laves om. Så kan vi også få mere fokus på det sportslige, siger hun.

Fire nationer står sammen

DHF's generalsekretær, Morten Stig Christensen, siger til TV 2, at de sammen med Sverige, Norge og Frankrig håber at få ændret reglerne.

- Der er ingen tvivl om, at Sverige, Norge, Frankrig og Danmark tager det her meget seriøst, og lægger man de fire nationer sammen, står vi stærkt. Og jeg er sikker på, at der er andre nationer, der bakker op om det her. Og så har jeg også meldinger fra EHF's beachudvalg om, at de ser meget, meget seriøst på det her.

Han tror på, at reglen bliver ændret, men han ved, at sager som denne tager lang tid. Desuden tilføjer han, at andre nationer mener, at påklædningen er en del af brandingen af sporten.