El-firma kendt skyldig: Brønd var ikke spærret ordentligt af

Da en fodgænger i maj faldt to en halv meter ned i en brønd i Holstebro gågade, havde et el-firma ikke spærret ordentlig af.

René Møller Frandsen faldt ned i brønden den 10. maj. Han blev kørt på sygehuset med adskillige brud på kroppen og var indlagt i flere uger.
René Møller Frandsen faldt ned i brønden den 10. maj. Han blev kørt på sygehuset med adskillige brud på kroppen og var indlagt i flere uger.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

I dag blev der sat punktum i sagen, hvor René Møller Frandsen faldt to en halv meter ned i en brønd i gågaden i Holstebro.

Ved Retten i Holstebro blev el-firmaet Søndergaard EL kendt skyldig i ikke at have spærret ordentligt af omkring brønden i forbindelse med ulykken i maj.

Søndergaard EL mente ellers det modsatte.

- Der har stået noget stativ omkring, og der har været kørt en bil 10 centimeter henover hullet. Det er ikke sikkert, at det har været gyldig afspærring. Så længe han kan falde ned, så har det ikke været godt nok, kan man sige, sagde Brian Søndergaard, der er installatør og indehaver af Søndergaard EL, for to måneder siden til TV MIDTVEST.

Ulykken skete for et halvt år siden, men René Møller Frandsen, der faldt ned i brønden, er stadig mærket.

Ved faldet brækkede han blandt andet en fod, fik brud på skinnebenet og ryggen og brækkede også den ene skulder. Han genoptræner stadig to gange om ugen.

Ingen ville til at begynde med påtage sig ansvaret for ulykken, men nu er der altså faldet dom i sagen.

Brian Søndergaard fra el-firmaet tilkendegav i retten, at de ikke mener, at de bærer skylden for den manglende afspærring alene. Vestforsyning deltog også i opgaven, og derfor bærer de også en del af ansvaret ifølge Søndergaard EL.

El-firmaet får en bøde på 1000 kroner.

Anklager Ulrik Panduro er tilfreds med, at ansvaret blev placeret. Anklagemyndigheden vil ikke rejse sag mod eksempelvis Vestforsyning, og dermed er sagen afsluttet for dem.

2:34
Nu skal nogen stå til ansvar for, at  René Møller Frandsen den 10. maj i år faldt ned i en brønd i gågaden i Holstebro.