El-firma beklager Renés alvorlige ulykke: - Vi er utroligt kede af sagen

René Møller Frandsen der faldt ned i en brønd i maj, kan nu placere ansvaret for ulykken ved el-firmaet Søndergaard EL.

René Møller Frandsen er stadig mærket, efter han i maj faldt i en brønd på gågaden i Holstebro.
René Møller Frandsen er stadig mærket, efter han i maj faldt i en brønd på gågaden i Holstebro.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det er el-firmaet Søndergaard EL, der er tiltalt i en sag om en brøndulykke i Holstebro.

Det viser en aktindsigt, som TV MIDTVEST har fået i sagen.

Søndergaard EL beklager episoden, men mener, at der var spærret af omkring brønden i forbindelse med ulykken.

- Vi er utroligt kede af sagen. Vi ønsker ikke at folk skal komme til skade, for noget arbejde vi har udført, siger Brian Søndergaard, der er installatør og indehaver af Søndergaard EL.

- Der har stået noget stativ omkring og der har været kørt en bil 10 centimeter henover hullet. Det er ikke sikkert, at det har været gyldig afspærring. Så længe han kan falde ned, så har det ikke været godt nok, kan man sige, siger han.

Ifølge anklageskriftet var brønden ikke spærret forsvarligt af.

Vil lægge sag an: - Det er noget svineri

René Møller Frandsen er stadig mærket efter ulykken i maj, hvor han ved ved højlys dag faldt to og en halv meter ned i en åben brønd på gågaden i Holstebro og pådrog sig brud på både fod, skinneben, ryg og skulder.

- Det er da en kæmpe lettelse. Jeg har gået og spekuleret over det længe og ringet rundt, men der har ikke været nogle svar indtil videre.

- Det er menneskeligt at fejle, men det der, det er direkte noget svineri, siger han.

Uvisheden har René Møller Frandsen levet med i mere end fire måneder, da ingen har ville påtage sig ansvaret. Men nu kan René Møller Frandsen endelig placere et ansvar i en sag, der har påvirket ham meget.

Selvom René Møller Frandsen fortsat er forslået, er han godt tilfreds med, at der nu kan placeres et ansvar for ulykken. 
Selvom René Møller Frandsen fortsat er forslået, er han godt tilfreds med, at der nu kan placeres et ansvar for ulykken. 
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Nu kan jeg lægge sag an mod dem for det svineri her. Jeg håber, at jeg kan bruge det til at få dækket samtlige omkostninger. Jeg har blandt andet været nødt til at flytte i ny lejlighed. Jeg boede oppe på anden sal før, og der kommer jeg ikke op foreløbig, siger han.

Og selvom det er vigtigt for René Møller Frandsen, at sagens omkostninger bliver dækkes, er det vigtigste, at der kommer fokus på sikkerheden omkring arbejdet med brøndene, så det ikke sker igen.

- Et barn havde ikke overlevet det fald, jeg var ude for. Men skal der virkelig et liv til? Spørger Rene Møller Frandsen sig selv.

René Møller Frandsen genoptræner to gange om ugen.

2:17
I indslaget her kan du møde en forslået René Møller Frandsen efter ulykken i maj. 
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST