Eftersøgning i nat: Helikopter ledte efter ældre kvinde

Efter flere timers eftersøgning blev en ældre kvinde fundet på en cykelsti i Holstebro - lettere afkræftet men uskadt.

Ud over helikopteren deltog også flere hundepatruljer i eftersøgningen (arkivfoto).
Ud over helikopteren deltog også flere hundepatruljer i eftersøgningen (arkivfoto).
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere naboer til Vandkraftsøen i Holstebro fik natten til lørdag forstyrret deres nattesøvn, da en helikopter i længere tid kredsede over og omkring søen.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at det drejede sig om en af forsvarets helikoptere, der deltog i eftersøgningen af en ældre kvinde.

Politiet fik klokken 21.09 en anmeldelse fra kvindens pårørende, der fortalte, at hun havde forladt sin bopæl. De var bekymrede for, hvad der kunne være sket, og politiet satte derfor gang i en større eftersøgning, der ud over helikopteren også talte flere hundepatruljer.

En af politifolkene var med i helikopteren for at kunne koordinere eftersøgningen med kollegerne på jorden, men det var hverken helikopter eller hundepatruljer, der fandt den ældre kvinde godt seks timer efter anmeldelsen.

- Klokken 02.43 fik vi et opkald fra en 20-årig mand, der sammen med en kammerat havde fundet kvinden på en cykelsti på Sletten i nærheden af Vandkraftsøen. Hun blev herefter hjulpet tilbage til sin bopæl - hun var lettere afkræftet, men ellers uskadt, fortæller politiets vagtchef, Allan Riis.