Efterskolernes dag: Nuværende og kommende efterskoleelever fandt melodien sammen

Musikinteresserede unge, der drømmer om at gå på efterskole, kunne søndag prøve at spille sammen med elever fra OrkesterEfterskolen i Holstebro.

2:20
14 potentielle elever havde meldt sig til at spille sammen med OrkesterEfterskolens nuværende elever.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

På OrkesterEfterskolen i Holstebro har de i år gjort noget nyt, for at potentielt kommende elever på egen krop kan prøve, hvordan det er at gå på en efterskole med fuldt fokus på klassisk og folkemusik.

I anledning af Efterskolernes Dag havde skolen inviteret til samspil mellem de nuværende elever og nysgerrige unge mennesker, der måske selv kunne have lyst til være elev i fremtiden.

14-årige Alva Lissau Jensen fra Bornholm var en af dem, der havde taget udfordringen op og tilmeldt sig. Hun har spillet violin, siden hun var fire år.

- Jeg ville gerne lige over at se, hvad det var for noget, og så ville jeg gerne prøve at spille med i orkestret for at mærke stemningen, siger hun.

Alva Lissau Jensen havde taget hele den lange vej fra Bornholm for at få spille violin med eleverne fra OrkesterEfterskolen.
Alva Lissau Jensen havde taget hele den lange vej fra Bornholm for at få spille violin med eleverne fra OrkesterEfterskolen.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

- Der er faktisk mange unge mennesker, der spiller

Det er første gang, OrkesterEfterskolen har prøvet at sætte nuværende og fremtidige elever sammen i et fælles orkester.

- Alle vores kommende elever kommer jo fra mindre orkestre, og måske er de også den eneste i deres klasse, der spiller. Og så kommer de her og får en oplevelse af, at der er faktisk mange unge mennesker, der spiller, siger forstander Asbjørn Damgaard Faleide.

Det sammensatte symfoniorkester med medlemmer fra nær og fjern havde blot én time til at få Edward Elgars melodi Nimrod til at lyde bare nogenlunde velklingende

- Vi plejer jo at sige til dem, der starter, at man ikke behøver at være supergod, men man kan risikere at blive det, siger forstanderen.

Forstander Asbjørn Damgaard Faleide er glad for, at omkring 100 besøgende lagde vejen forbi OrkesterEfterskolen søndag.
Forstander Asbjørn Damgaard Faleide er glad for, at omkring 100 besøgende lagde vejen forbi OrkesterEfterskolen søndag.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Og øvetimen med efterskolens elever var med til at give Alva Lissau Jensen ekstra blod på tanden.

- Det var virkelig fedt, og det var dejligt at prøve det af, siger hun.

Nu skal bornholmeren hjem at tænke over, om Solskinsøen skal byttes ud med OrkesterEfterskolen og Vestjylland, når hun inden længe skal tage en beslutningen om fremtiden.

I år går der 70 elever på skolen.