Efterlyst mand fundet død i et skovområde

Politiet oplyser, at der ikke er noget, der tyder på en forbrydelse.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

Den 47-årige mand fra Tvis ved Holstebro, der har været efterlyst siden sidste weekend, er fundet død.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var deltagere i en privat eftersøgning, der søndag ved middagstid fandt den 47-årige i et skovområde ved Tingagervej ved Mejdal. 

- Der er ikke noget, der tyder på, at der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet, siger politiets vagtchef.

Den 47-årige var ikke set, siden han den 2. november forlod Regionshospitalet i Herning. Siden da har politiet ledt efter ham flere gange - blandt andet med hunde og en helikopter.

Der deltog omkring 90 personer i den private eftersøgning, der var arrangeret af beboere i Tvis.

De pårørende er underrettet.