Efterlyst mand blev afsløret af vidne på restaurant i Holstebro

Manden erkender sig delvist skyldig i en sag om våbenbesiddelse.

Manden blev anholdt uden stor dramatik.
Manden blev anholdt uden stor dramatik.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En eftersøgt mand i en sag om skydevåben blev opdaget, da han torsdag eftermiddag var ude at spise i Holstebro.

Et vidne i restauranten kunne huske politiets offentlige efterlysning med foto og navn af en 38-årige, genkendte ansigtet og besluttede at reagere. Derefter kunne betjente uden dramatik ved 15-tiden anholde manden.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi fredag formiddag.

Manden blev i første omgang fremstillet ved Retten i Holstebro, hvor politiet ville begære manden varetægtsfængslet.

Manden har dog erkendt flere forhold, og sagen bliver nu ført som en tilståelsessag. 

Han risikerer dermed at få en fængselsdom for at være i besiddelse af et våben på et offentlig sted. 

Ifølge sigtelsen var der tale om et ikke-funktionsdygtigt våben, som man drøftede at sætte i stand.

Manden har forklaret, at det var en "drengeting" for ham at besidde pistolen. Har har desuden forklaret, at han ikke ønskede at bruge den.

- Jeg vil gerne fremhæve, at ingen har lidt overlast. Det er bare en virkelig dum beslutning, lød det fra manden i retten.

Var efterlyst i to uger

Det var 13. september, at politiet gik ud offentligt med sagen om den 38-årige, der er fra Haderup.

Da han ikke havde reageret på politiets forsøg på at få ham i tale i en sag om skydevåben, gik ordensmagten ud med foto og signalement.

Sagen indgår i et kompleks, hvor fem andre nu sidder varetægtsfængslet efter anholdelser i Struer, Holstebro og Herning.

Blandt andet sigtes to brødre fra Struer for at have haft skydevåben mellem hænderne. Det skal blandt andet være brugt i Klosterhede Plantage.

De sidder stadig varetægtsfængslet i sagen.

Også et halvt kilo amfetamin og 200 gram kokain indgår i de sigtelser, der er blevet rejst mod de fem.

Senest blev en 32-årig mand tirsdag fængslet for at have håndteret en pistol i Struer i slutningen af august. Sigtelsen bygger på rumaflytning og videoovervågning, har en anklager tidligere oplyst.