Efter 50 år siger grundlæggerne af Odin Teatret farvel – nu er der kommet ny leder

Grundlæggeren og den mangeårige leder af Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret, Eugenio Barba, har givet ledelsen videre til Per Kap Bech Jensen.

Per Kap Bech Jensen (tv. frontal) og Eugenio Barba.
Per Kap Bech Jensen (tv. frontal) og Eugenio Barba.
Foto: Simone Dragone

Det er 56 år siden, at Odin Teatret blev stiftet af Eugenio Barba. Siden da har han også været leder af teatret, der holder til i Holstebro. Men nu er det slut, og ledelsen er blevet overtaget af Per Kap Bech Jensen.

- Jeg glæder mig til at være med til at løse den kulturelle og kunstneriske arbejdsopgave sammen med de dygtige medarbejdere. Fremadrettet vil det være vigtigt at få sat teatret på Danmarkskortet, at skabe nye internationale partnerskaber og fortsat være arnested for scenekunstnerisk diversitet, siger Per K.B. Jensen i en pressemeddelelse.

Eugenio Barba siger dog ikke helt farvel til Odin Teatret. Han fortsætter som teaterinstruktør.

Odin Teatret blev grundlagt i 1964 i Oslo i Norge af. Eugenio Barba. Nu har Per Kap Bech Jensen overtaget ledelsen.
Odin Teatret blev grundlagt i 1964 i Oslo i Norge af. Eugenio Barba. Nu har Per Kap Bech Jensen overtaget ledelsen.
Foto: Simone Dragone

Den nye leder har været tilknyttet det eksperimenterende teaterlaboratorium siden 2014, hvor han blev administrator. Inden da har Per Kap Bech Jensen været udvikler og leder af diverse kultur- og teaterprojekter.

Han er født i Sydkorea, men er vokset op på Mors og blev i 2010 cand.mag. i dramaturgi fra Aarhus Universitet.

9:17
Portræt fra 2014, da Odin Teatret fejrede sit 50 års jubilæum.