Dyre Mercedes-biler stjålet fra forhandler i Vinderup

To Mercedes-biler er blevet stjålet fra en bilforhandler i Vinderup. Politiet beder nu offentligheden om hjælp i sagen.

Det er blandt andet denne Mercedes Benz ML500 til en værdi af lige knap 270.000 kroner, der nu er stjålet.
Det er blandt andet denne Mercedes Benz ML500 til en værdi af lige knap 270.000 kroner, der nu er stjålet.
Foto: Privatfoto

En eller flere ukendte gerningsmænd er sluppet afsted med to store Mercedes firhjulstrækkere fra en bilforhandler på Stendisvej i Vinderup - uden at betale så meget som en krone for de dyre biler.  

- Tyveriet er sket i tidsrummet fra mandag klokken 18 til tirsdag eftermiddag klokken 15, oplyser Lars Mollerup, der er politiassistent hos Lokalpolitiet i Holstebro.

De nu stjålne biler er en hvid Mercedes Benz ML500 fra 2009 og en sort Mercedes Benz GL500 fra 2006 – begge firhjulstrækkere uden registreringsnummer.

Tyder på professionelt tyveri

Der er tale om biler til en samlet værdi på mere end 400.000 kroner, og derfor vil både politi og forhandler også meget gerne have fundet frem til gerningsmændene. Politiet formoder, at der er tale om professionelle tyve.

De nstjålne biler er en hvid Mercedes Benz ML500 fra 2009 og denne sorte Mercedes Benz GL500 fra 2006 – begge firhjulstrækkere uden registreringsnummer.
De nstjålne biler er en hvid Mercedes Benz ML500 fra 2009 og denne sorte Mercedes Benz GL500 fra 2006 – begge firhjulstrækkere uden registreringsnummer.
Foto: Privatfoto

- Der mangler nemlig ikke nogen nøgler hos forhandleren, og normalt kan du altså ikke bare lige komme i besiddelse af den her type biler uden at have nøglen, så det er nok nogen, som har forstand på det, de laver, forklarer Lars Mollerup.

Politiet har ingen spor i sagen, men håber, at nogen kan hjælpe dem videre med efterforskningen.

- Vi håber, at der er nogen, der har set eller ser de her biler og så kontakter os med det samme.