Drømmen om DM-guld braste for Mejdal-Halgårds håndboldpiger

Mejdal-Halgårds U16 håndboldpiger tabte lørdag DM-semifinalen 21-16 til Frederiksberg.

U16 håndboldpigerne hos den lille klub Mejdal-Halgård lidt uden for Holstebro var lørdag snublende tæt på at spille sig helt til tops på den danske håndboldscene. U16 pigerne havde forinden kvalificeret sig til DM-semifinalen, hvilket betyder, at den lille landsby-klub havde tilspillet sig æren som et af landets fire bedste U16 hold.

quoteVi er mega skuffet, men jeg synes stadig, vi kan være stolte over den sæson, vi har præsteret.

Anna Elisabeth Vang Villemoes, Målmand, Mejdal-Halgård

Semifinalen blev dog også endestationen for pigerne, for efter to gange 30 minutter mod Frederiksberg måtte pigerne se sig slået 16-21, og dermed blev drømmen om DM-guld med ét slået i stykker.

- Vi var der desværre ikke helt. Vi havde ikke den gejst og den power, der skulle til for at vinde, og vi kom til at spille for meget på deres præmisser. Vi er mega skuffet, men jeg synes stadig, vi kan være stolte over den sæson, vi har præsteret, fortæller Anna Elisabeth Vang Villemoes, der er målmand hos Mejdal-Halgård.

Det er dog ikke helt slut for Mejdal-Halgårds U16 piger. I morgen klokken 9:30 går de igen på banen i Jysk Arena, hvor de skal spille bronzekamp. 

- Vi er selvfølgelig stadig skuffet, men pigerne skal gå herfra med hovedet højt, for de har gjort det virkelig godt i denne sæson. Nu er det bare vigtigt, at vi runder den godt af ved at tage bronzemedaljen, så vi ikke ender på den der kedelige 4-plads, siger holdets træner Mike Hein.

´Det har været en mega optur-sæson´

Som det ser ud nu bliver næste sæson uden deltagelse fra Mejdal-Halgårds U16 piger. Mange af spillerne skal nemlig på efterskole, og derfor vil holdet have svært ved at stille hold. Derfor er der også ekstra stor grund til at glæde sig over den sæson, som holdet har været igennem. 

- Det har været en mega optur-sæson. Det har været det vildeste. Vi plejer at bruge det billede, at vi er lidt ligesom en humlebi, der ikke ved, at den ikke kan flyve. Viljen og glæden ved spillet kan virkelig tage én langt, fortæller Anna Elisabeth Vang Villemoes.

Her kan du gense indslaget fra den 12. april, hvor TV MIDTVEST fulgte Mejdal-Halgårds U16 piger i deres forberedelser frem mod DM-semifinalen.