Drømmen om bioethanol fra Maabjerg lever stadig

Selvom der har været stille omkring bioethanolprojektet i Måbjerg i lang tid, så er der en konstant fremgang. Det kræver bare lidt tålmodighed.

Bioethanol
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Håbet er, at biler i fremtiden vil køre på Bioethanol, der er produceret på en mark i Måbjerg. 

Der har dog været stille omkring projektet og virksomheden bag, Maabjerg Energy Center Holding, i over et halvt år. Flere læserbreve har spekuleret i, om projektet overhovedet stadig lever. Det skulle skaffe omkring 1000 arbejdspladser til Maabjerg, men har indtil videre ikke givet et eneste. 

Energiordføreren fra Venstres folketingsgruppe siger, at det er et projekt, som regeringen venter sig meget af, men vil ikke komme specifikt ind på forhandlingerne. 

- Vi forhandler i øjeblikket, og der bliver forhandlet om flere forskellige ting. Og de aktører, der er, de håber ikke, der går politik i den - og det er også derfor, at der ikke er nogle af de politikere, der vil kommentere nærmere, siger Thomas Danielsen til TV MIDTVEST. 

Det vil direktøren for Maabjerg Energy Center Holding dog gerne. Han har kun været direktør for projektet i en måned, men han ser allerede fremgang. 
 
- Det går faktisk meget fint. Vi er i en god dialog med én. Men det er ikke sådan, at hvis den ene ikke bliver til noget, så kan vi ikke gå videre. Så det er ikke sådan alt eller intet. Men det er rigtigt vigtigt, siger Jørn Zielke. 

Det er over tre år siden projektet fik 300 millioner kroner i støtte fra EU, og for formanden for Struer Forsyning, der er en del af projektet, er det gået for langsomt. 

- Jeg synes, at det går lidt langsommeligt i øjeblikket. Jeg kunne godt tænke mig, at der var lidt mere fremdrift i sagen, siger Niels Viggo Lynghøj, der også er borgmester i Struer Kommune. 

Direktøren for projektet forstår godt, at det kan se ud som om, at der ikke sker noget, men han maner til besindighed. 

- Jeg kan godt forstå, at man synes, at det går for langsomt, men jeg kan sige, at vi har haft fremdrift på det hele tiden. Nu har jeg kun været her i en måned, men jeg kan se, hvad de har lavet, siden jeg kom ind, og der er en smule fremdrift hele tiden. Det er bare kompliceret, siger Jørn Zielke. 
 
Udover Struer Forsyning er Vestforsyning, Novozymes og DONG med i konsortierne bag projektet. 

2:53