Dørmand slået på struben

Det er ikke altid lige populært, at skulle smide folk ud fra et diskotek. Det fik en dørmand fra Holstebro natten til søndag at føle.

Politi.dk vaebenskjold.jpg
Foto: Arkiv

Dørmanden havde smidt en 54-årig ud af diskoteket på Den Røde Plads i Holstebro, og det ville manden ikke finde sig i. Derfor blev han voldelig og slog dørmanden med et knytnæveslag på struben.

Men det var åbenbart ikke nok for den 54-årige. Han prøver nemlig derefter at komme i mere klammeri med dørmanden.

Måtte bruge peberspray

Da politiet ankom til Den Røde Plads, var manden endnu ikke faldet til ro. Derfor så politiet sig nødsaget til at anvende peberspray, for at få manden til at slappe af. Det hjalp, og den 54-årige kunne komme en tur med på stationen.

Han er nu sigtet for vold, men er løsladt igen.