Diskoteker er fortsat lukkede - Runes livsværk hænger i tynd tråd

Rune Bach ejer diskotek East End i Holstebro, som har været lukket ned siden 13. marts. Både han og medarbejderne længes efter druk på dansegulvet - for stilheden begynder at tære på humøret.

Der plejer ikke at gå lang tid mellem festerne på diskoteket East End i Holstebro.

Men der er efterhånden ved at være støv på ølhanerne, for siden den 13. marts har druk og dansegulv været no-go.

Og det piner diskoteksejer Rune Bach, der i seks måneder ikke har kunnet invitere gæster til fest.

quoteDet er sgu hårdt at se, at der bare er lukket, når man er vant til, at der er fest og farver.

Rune Bach, indehaver, East End, Holstebro

- Når jeg tænker på East End, så gør det mig ked af det. Det er mit liv gennem 12 år, siger Rune Bach.

Han begyndte som DJ på East End som 20-årig og blev sidenhen medindehaver.

- At se, at det bare står stille hernede, når man er vant til, at der er fest og farver, og de unge mennesker, der elsker det. Det er sgu hårdt at se, at der bare er lukket, siger han.

De to 21-årige bestyrere Jonas Møller og Mikkel Funder Thomsen savner festen og arbejdet på East End.
De to 21-årige bestyrere Jonas Møller og Mikkel Funder Thomsen savner festen og arbejdet på East End.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Bestyrere nåede knap at komme i gang

Seks måneder på sidelinjen har også sat sine spor på de to hjemsendte 21-årige bestyrere.

- Det er en lidt smådeprimerende følelse, man går med derhjemme, når man virkelig gerne vil bidrage til noget, man ikke må bidrage til, fortæller Jonas Møller, der er en af de to bestyrere på East End.

 - Inderst inde så savner vi jo allermest bare at komme herned igen. Det er jo vores livs drøm, der gik itu, da landet lukkede, siger Mikkel Funder Thomsen.

De to var kun lige nået at komme i gang med jobbet som bestyrere på diskoteket i Holstebro. 14 dage efter ansættelsen lukkede Mette Frederiksen landet ned.

Nyrenoveret til 1,2 millioner

East End var ellers klar til at sikre festen i 2020.

Rune Bach har renoveret stedet for 1,2 millioner kroner.

- Det skulle vi jo gerne have betalt en del af gildet af her i 2020, fortæller diskoteksejeren.

Imens mange andre virksomheder har fået lov at åbne igen, gælder nedlukningen af nattelivet fortsat. Det besluttede regeringen i weekenden.
Imens mange andre virksomheder har fået lov at åbne igen, gælder nedlukningen af nattelivet fortsat. Det besluttede regeringen i weekenden.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Han har valgt ikke at omlægge diskoteket til bar - for at kunne holde åbent under coronakrisen - fordi det ikke kan betale sig.

Så nu frygter han, at enden måske er nær.

- Jeg har lidt mere hjerte i det end min kompagnon, fordi han har været væk fra det i mange år. Så ham og jeg skal jo også have en snak på et tidspunkt om, hvor længe er det mit hjerte, der skal forsvare, at vi fortsætter kontra fornuften, siger Rune Bach.

Barerne må nu holde åbent til klokken 02, men diskoteker skal fortsat være lukkede.