Direktør skyldig i momssvig: Får nedsat straf

Landsretten fandt også Frank Svalgaard skyldig i sagen om moms- og skattesvig. Dommen er nedsat. Samtidig er samleveren stadig frikendt.

150407Svalgaard.jpg

Den 52-årige direktør for Mejrup-virksomheden Scan-Plast blev også kendt skyldig i landsretten i Viborg. Straffen nedsættes til 10 måneders betinget fængsel samt en tillægsbøde på 1.475.000 millioner kroner. Derudover skal han udføre 150 timers samfundstjeneste.

Svalgaard er dømt for moms- og skattesvig for over fem millioner kroner gennem tre år. Ifølge anklageskriftet blev statskassen snydt for mere end fem millioner kroner i perioden 2008 til 2011.

Dommen faldt klokken 14 tirsdag eftermiddag i landsretten i Viborg.

Begge parter ankede dommen

Den 30. april 2015 blev Frank Svalgaard idømt halvandet års betinget fængsel og pålagt at betale en bøde på tre millioner kroner. Det var byretten i Holstebro, der afsagde den dom. Samtidig blev Svalgaards samlever og deres revisor frikendt.

Men den dom var ingen af parterne tilfredse med.

Frank Svalgaard har hele tiden nægtet sig skyldig, og han ankede selv dommen til landsretten. 

Det samme gjorde anklagemyndigheden, der ville have dommen skærpet.

- Vi går efter, at den pågældende bliver dømt i videre omfang, end han blev i byretten, sagde Klaus Meinby Lund i TV MIDTVEST, da sagen begyndte i landsretten i Viborg den 10. januar.

Ikke afregnet moms og sort løn udbetalt.

Da sagen kørte i byretten i april 2015 udtalte politiets anklagemyndighed dette:

- Ved en gennemgang af momsangivelserne for den her periode kan vi se, at der ikke er blevet afregnet den moms, som der skulle have været afregnet. Ligeledes kan vi se, at der er udbetalt sort løn til virksomhedens ansatte, sagde Ulrik Panduro, der er specialanklager ved Midt- og Vestjyllands politi.

Her kan I se et indslag, der berører sagen i landsretten:

1:44
Scan-Plast-ejer og hans samlever er tiltalt for at have fiflet med skat og moms for fem millioner kroner.