Dirch vender tilbage til Holstebro

Onsdag aften er der premiere på musicalkomedien Dirch i Holstebro. Et sted Dirch Passer selv brillerede i 70’erne.

Dirch Passer

Han gav udtryk for flere gange hvor dejligt, det var her. Efter 40 år vender den folkekære skuespiller Dirch Passer tilbage til Holstebro. Selvom det næsten er lige så lang tid siden, at han døde, så lever han i bedste stil videre på de skrå brædder.

I 1975 og 1976 var Dirch Passer den absolutte stjerne i Holstebro Revyen. Onsdag aften er han tilbage i den vestjyske by, når der er premiere på den musikalske komedie Dirch i Musikteateret i Holstebro med Andreas Bo i hovedrollen.

Grunden, til at Dirch Passer tilbage i 70’erne bevægede sig ud af hovedstaden, var, at han lige var blevet skilt og havde fået en ny kæreste. Pressefotograferne jagtede ham, og hans modtræk var til vestjydernes store begejstring at rykke til Jylland.  

- Jeg tror, det betød rigtig meget. Han gav flere gange udtryk for hvor dejligt, det var her. Når han trak sig tilbage her, så var han bare sig selv. Det kunne han jo ikke være i København, fortæller Steffen Holm, der var belysningsmester under Dirch Passers tid i Holstebro Revyen.

Forestillingen Dirch kører i Holstebro til og med 29. september. 

0:57
Hør her, hvilke tanker Andreas Bo har om Dirch Passer, som han lige nu spiller i musicalkomedien Dirch.