Derfor lusker Cort og co. rundt i Holstebro før stort cykelløb
Der skal være styr på selv de mindste detaljer, inden Danmarks største cykelløb løber af stablen i Holstebro.
Danmarks største cykelløb starter onsdag i Holstebro, og allerede nu lusker holdene rundt i byen.
Byen danner rammer om en historisk åbning på cykelløbet, når rytterne skal begynde med en holdtidskørsel. Et format, der aldrig før har været brugt i løbets historie.
Faktisk bruges holdtidskørsel sjældent i cykelløb, og derfor skal rytterne forberede sig særligt på den måde at køre cykelløb på.
Det gælder også for Tour de France-stjernen Magnus Cort og hans hold Uno-X Pro Cycling Team, der tirsdag kunne spottes luske rundt i byen.
- Vi har været ude og køre på ruten. Den er åben for trafik i dag, så vi kører selvfølgelig efter forholdene, men det er både for at se ruten, men også for at lære hinanden at kende, fortæller Magnus Cort og uddyber:
- Vi kører ikke så mange holdtidskørsler om året, og det er slet ikke givet, at det er med det hold, vi er afsted her.
Har kørt strækningen fire gange
Holdtidskørslen i Holstebro er en 13,7 kilometer lang rute, men Cort og co. får stadig en masse kilometer i benene. Han oplyser, at de allerede nu har kørt ruten fire gange, ligesom de også skal køre den onsdag inden løbet, når ruten er spærret af for trafik.
Men selvom fire gange er mange, er det ikke nok bare at køre ruten. Kommunikation er afgørende.
- Vi har snakket det grundigt igennem, og så kører vi rundt i lidt forskellige tempi. Vi kan ikke køre all out i flere timer dagen før, det giver sig selv. Man må stoppe lidt op, snakke om det, og så kører vi en omgang med fart. Så snakker vi lidt om det igen, forklarer Magnus Cort.
Cort har særlig rolle
Selvom holdtidskørslen ikke er altafgørende for den samlede sejr, skal Magnus Cort alligevel holde tungen lige i munden. Han deler særlig rolle med én anden rytter på holdet.
- Vi håber da på, at vi kan være med helt fremme. Det er mig og Andres Leknessund, vi kører for i det samlede klassement, konstaterer rytteren, der har vundet etaper i Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España.
Magnus Cort kommer også med formstærke ben. Danskeren tog den samlede sejr og vandt en etape i Arctic Race of Norway. I PostNord Danmark Rundt-sammenhæng har han fire etapesejre i karrieren.
PostNord Danmark Rundt løber over fem dage. Løbet slipper dog ikke det midt- og vestjyske allerede efter holdtidskørslen. Torsdag er Ringkøbing værtsby, når rytterne skal mod Vejle med det modbydelige cykelterræn. Her venter kongeetapen.
Ruten i Holstebro er afspærret fra kl. 13.30 til 18.30. Læs mere om de trafikale forhold på kommunens hjemmeside.