Den travleste dag nogensinde: - Der er pakker overalt

PostNord har aldrig nogensinde haft så travlt med at levere pakker og post som i dag.

Distributionsleder Michael Hansen har det som en ishandler på en varm sommerdag i disse dage, fortæller han.
Distributionsleder Michael Hansen har det som en ishandler på en varm sommerdag i disse dage, fortæller han.
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen

Der bliver leveret pakker og post som aldrig før.

Det mærker man hos PostNord, der i dag har haft den travleste dag nogensinde.

Og travlheden smitter direkte af på arbejdsmængden hos pakkecentralen i Holstebro, der kæmper for at bringe alle julegaver ud til tiden.

- Der er lynende travlt. Der står pakkebure over det hele, og der ligger breve over det hele. Der er gang i den på alle mulige måder, og vi knokler bare på, lyder det fra Michael Hansen, der er distributionsleder i Holstebro.

- Vi regner med, at vi slår alle rekorder, hvad angår e-handel. Der har ellers allerede været godt gang i den.

600.000 forsendelser

Alene i Holstebro har man i dag uddelt 2800 pakker. Det er 80 procent flere end på en normal hverdag.

En undersøgelse, der er foretaget af TNS SIFO for PostNord, viser, at der på landsplan er blevet handlet på internettet for intet mindre en 3,8 milliarder kroner.

I praksis betyder det, at der i dag er blevet håndteret mere end 600.000 forsendelser i hele landet.

- Vi har kaldt alle på arbejde, og så tager vi nok også lige en ekstra time. Så satser vi på, det går, siger Michael Hansen.

- Det er spændende med sådan en dag. Det er ligesom en varm dag for en ishandler. Det er nu, vi skal slå til og vise, at vi kan.

Kan mærke glæden

Men selvom der er travlt, har omdeler Britta Clavilla overskud til at møde og mærke glæden fra kunder, der modtager deres bestilling.

- Folk glæder sig til at få deres pakker. De skal være sikre på at modtage dem inden jul, og vi gør alt, hvad vi kan få at bringe dem ud, siger hun.

PostNord har hvert år mest at se til i forbindelse med Black Friday i november, mens der også er nok at lave i ugen op til jul. 

1:40
Kom med ud på pakkecentralen i Holstebro på den travleste dag nogensinde.