Den gamle gik konkurs - nu får Holstebro en ny festival

Festivalen Vandkraft rykker ind i et stort telt, der får plads til 2500 tilskuere.

Rock i Holstebro  gik konkurs sidste år.
Rock i Holstebro gik konkurs sidste år.
Foto: Arkiv

Det kan være svært at få økonomien til at hænge sammen i en endags festival.

Det kan arrangørerne af Rock i Holstebro skrive under på.

Festivallen gik konkurs sidste år, men det har ikke fået folkene bag festivalen til at give op.

Med udgangspunkt i Måbjerg IF har en gruppe frivillige stablet en ny festival på benene. Den har fået navnet Vandkraft og finder sted den 20. juni i Folkeparken ved siden af Vandkraftsøen i Holstebro.

Rock i Holstebro led blandt andet under konkurrencen fra lignende festivaler i andre midt- og vestjyske byer, men Jørn Bruun, der er bestyrelsesmedlem i Måbjerg IF, mener, at Vandkraft har fundet et koncept, der giver publikum en anden oplevelse end konkurrenterne. Blandt andet fordi festivalen rykker ind i et stort telt med plads til 2500 tilskuere.

1:10
Se et interview med Jørn Bruun her.

Vigtig indtægtskilde

- Vi synes, at vi skiller os lidt ud fra de andre ved at lave det i et stort telt. Samtidig vil vi prøve at finde nogle navne, der ikke lige spiller i nabokommunerne. Det er selvfølgelig en stor opgave, men vi føler, at vi har ramt det rimeligt godt, siger Jørn Bruun.

Vandkraft har blandt andre hyret Medina, Joey Moe og L.I.G.A, og de første 250 billetter, der blev sat til salg, er allerede solgt.

Rock i Holstebro udviklede sig med tiden til en vigtig indtægtskilde for Måbjerg IF og de andre foreninger, der hjalp til med det praktiske. Derfor håber Jørn Bruun meget på succes for den nye festival.

- Det er ekstremt vigtigt, for det bliver sværere og sværere at drive de her foreninger. Vi er hele tiden på udkig efter indtægtskilder. Det her er totalt en non profit festival. Vi, der sidder og arbejder med det, er ulønnede. Vi gør det af lyst, og fordi det er vigtigt for os, siger Jørn Bruun.

2:06