Dåsbjerg kollapset til VM

Brian Dåsbjerg fra Holstebro er ude af VM, holstebroeren kollapsede da han førte konkurrencen.

daasbjergtud.jpg

Det tegnede ellers så godt for Brian Dåsbjerg. Efter at have leveret sit livs præstation i granatkast, lå den militære femkæmper nummer 3 i den samlede VM-stilling, kun 18 sekunder efter kinesiske He Shugan på førstepladsen.

I den afsluttende disciplin terrænløb fik Brian Dåsbjerg løbet sig op på førstepladsen, men tre kilometer fra mål ville kroppen ikke længere. Dåsbjerg kollapsede og måtte have vand fra tilskuerne for at komme op igen. Men lige lidt hjalp det, Brian Dåsbjerg må udgå af World Games i Rio.

- Det er selvfølgelig en meget trist afslutning, men jeg er OK, og jeg har min førlighed, så det er, hvad der kan ske, siger Brian Dåsbjerg til Dagbladet Holstebro.

Trist afslutning på karrieren

Brian Dåsbjerg er forsvarende verdensmester, men det lykkedes altså ikke for holstebroeren at forsvare sin titel. World Games i Rio var Dåsbjergs sidste i karrieren.