Danske supermarkeder skriger på grøntsager

Voldsomt vintervejr i Sydeuropa gør det svært for danske supermarkeder at fylde hylderne med friske grøntsager.

Grøntsagsmangel
Foto: Morten Thomsen

Januar måned er for mange lig med et køleskab, hvor der er lidt mere grønt på hylderne end ellers. Men i øjeblikket er det måske en god idé at undgå en alt for grøntsagstung madplan.

Der er nemlig stor mangel på friske grøntsager i de danske supermarkeder.

- Det er helt basale dagligvarer som iceberg, broccoli og nogle former for peber, som vi simpelthen ikke kan få leveret i øjeblikket, siger Martin Sandbjerg Nymand, som er varehuschef i Kvickly Holstebro.

Voldsomt vintervejr i Sydeuropa har betydet, at høsten af flere efterspurgte grøntsager har slået fejl, og det har gjort det svært for de danske dagligvarebutikker at få friske grøntsager på hylderne.

Krisen koster dyrt

Når vinteren er over Danmark er de danske dagligvarebutikker afhængige af grøntsager fra Sydeuropa. Men i øjeblikket er alle leverancer fra Sydeuropa mere end halveret, og det gør mangelsituationen til den værste i 25 år. Det kommer til at kunne mærkes på forbrugernes pengepunge. 

- Priserne er steget rigtigt meget på nogle af varerne. For en icebergsalat har vi jo nogle gange skullet give op til 17, 18, 19 kroner i indkøbspris. Så det følger jo også udsalgsprisen på den, siger varehuschef Martin Sandbjerg Nymand.

Jagten på fyldte grøntsagshylder bliver yderligere besværliggjort af, at de danske dagligvarebutikker er i konkurrence med store markeder som Tyskland, England og Frankrig.

På vej mod bedre tider

Det er ikke kun grøntsglade kunder, som den fejlslagne høst har konsekvenser for.

- Det er jo selvfølgelig lidt ærgerligt, for vi siger nej til noget omsætning og kommer til at skuffe nogle kunder på det. Men det er desværre ude af vores hænder, siger varehuschef i Kvickly Holstebro, Martin Sandbjerg Nymand. 

Men ifølge butikschefen er der håb for forbrugere og butikker. 

- Vi har fået lovning på fra vores bagland om, at der er lys for enden af tunnelen. I den her uge skal vi i hvert fald påregne, at der ikke er fuld levering af alle typer varer, men i næste uge skulle der gerne komme lidt bedring på, siger han. 

 

3:51
Der er i øjeblikket stor mangel på friske grøntsager fra Sydeuropa.Høsten af flere efterspurgte grøntsager er nemlig gået galt på grund af oversvømmelser, frost og sne i Spanien