Danish Crown skærer yderligere ned

Nu lukker oksekødsdivisionen afdelingerne i Gimsing ved Struer og Holstebro Øst. I alt 108 medarbejdere bliver berørt.

270309_oksekod.jpg

Medarbejderne på de to afdelinger er her til formiddag blevet orienteret om at Danish Crowns ledelse har besluttet at lukke ned.

I Gimsing ved Struer står 85 til at miste deres arbejde på skærestuen. I Holstebro Øst, som består af en skærestue og et kontor rammer lukningen i alt 23 medarbejere.

- Det er selvfølgelig meget beklageligt i den nuværende situation, at måtte tilpasse kapaciteten, men vi har vurderet at afdelingerne ikke længere er rentable, siger Lorenz Hansen, divisionsdirektør i oksekødsdivisionen i en pressemeddelelse.

Danish Crown vil tilbyde arbejde til de afskedigede medarbjedere i det omfang, der er behov for deres arbejdskraft på de nærliggende afdelinger. Ligeledes bliver der oprettet en jobbank.

Det er meningen at produktionen fra Gimsing skal flyttes til afdelingerne i Husum og Skjern, mens produktionen fra Holstebro Øst ryger til afdelingerne i Tønder og Aalborg.

Læs hele pressemeddelelsen her

På kun et år har slagterikoncernen Danish Crown enten lukket eller varslet lukning af 10 jyske svine- og kreaturslagterier med tilsammen 2600 medarbejdere.

Se interview med divisionsdirektør i oksekødsdivisionen, Lorenz Hansen her[videonode #3939]

Lukninger rammer hårdt

For Fødevareforbundet NNF kommer lukningen som et chok.

- Det er en katastrofe, at Danish Crown igen lukker afdelinger. Det nordvestjyske område er utrolig hårdt ramt i forvejen med lukningen af svineslagteriet i Holstebro. Mine kolleger er da også både vrede, oprørte og kede af det, siger tillidsmand for de ansatte i Gimsing, Levin Kielsgaard i en pressemeddelelse.