Cyklist dræbt ved ulykke

Politiet vurderer, at chaufføren totalt overså cyklist.

090410Ulukke001.jpg

En ældre mandlig cyklist blev fredag ved 9-tiden dræbt i en ulykke på Struer Landevej uden for Holstebro.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at cyklisten blev ramt og kørt over af en lastbil, da han kørte mod syd på cykelstien ved Struer Landevej.

Lastbilen, der er slovakisk indregistreret og blev kørt af en slovakisk chauffør, kom fra en sidevej og svingede til højre ud på Struer Landevej. Politiet vurderer, at chaufføren totalt overså cyklisten.

Struer Landevej var spærret i flere timer efter ulykken, mens en tilkaldt bilinspektør undersøgte lastbilen og ulykkesstedet.

Den dræbte er den 68-årige Harry Søgaard fra Holstebro. 

Bøde til chaufføren

Den slovakiske chauffør blev efter ulykken taget med til afhøring på politigården i Holstebro. Her betalte han en bøde på 8.500 kroner, hvorefter han kunne forlade stedet. Han har desuden fået en betinget frakendelse af kørekortet i Danmark.