Cykelcross i Holstebro - en time for fuld hammer

Der var godt 60 deltagere, da DGI inviterede til cykelcross i Holstebro.

Cykelcross
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Selv om man er vant til at cykle i timevis på landevejen, kan bare en enkelt times cykelcross være en stor udfordring.

Det måtte flere af deltagerne sande, da DGI lørdag inviterede til cykelcross i Folkeparken i Holstebro.

Cykelcross kan populært beskrives som en blanding af landevejscykling og mountainbike, og for de godt 60 deltagere var udfordringen så at køre så langt som muligt på en time - og det vel at mærke på en rute med flere stigninger og udfordringer - og masser af mudder.

- Det er en time for fuld hammer, og det er det, der er det fascinerende, lød det fra den tidligere professionelle cykelrytter Martin Mortensen, der brugte løbet i Holstebro som en slags opvarmning til DM i næste uge.

Løbet blev vundet af Gustav Heby Pedersen, der nåede at køre knap 30 kilometer. Martin Mortensen blev nummer to.

DGI understreger, at cykelcross henvender sig bredt.

- Folk tænker, at det her er ikke for mig - det er ikke for motionisten eller nybegynderen, men det er det. Det er også derfor, vi laver sådan et løb i dag. Vi vil gerne inkludere alle, sagde Leif Lundstrøm, der er cykelkonsulent i DGI Vestjylland.

Der var omkring 100 tilskuere til løbet i Holstebro, og det var arrangørerne sådan nogenlunde tilfredse med, selv om de lokkede med både fadøl og pommesfrites.

- I Holland og Belgien har de 25.000 tilskuere til nogle af de helt store events, fortæller Leif Lundstrøm.

2:27
En time med galloperende puls og syre i benene. Det er to af hovedingredienserne i Cykelcross - og i dag var omkring 60 mødt op i Holstebro, for at starte det nye år med sved på panden.