Civilbetjent genkendte butikstyv – blev anholdt med tasken fuld af kød

​Manden stjal kød for adskillige hundrede kroner og er nu varetægtsfængslet.

En 28-årig mand fra Iran er blevet varetægtsfængslet i 14 dage for at fylde sin taske med kød i Fakta i Enghaven i Holstebro.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Butikstyveriet blev begået den 19. juli, hvor manden, der til dagligt bor på asylcenteret i Holstebro, blev taget på fersk gerning af en civilbetjent, der opdagede, at den 28-årige havde stjålet kød for 783 kroner.

- Vores mand i civilt kunne genkende ham fra et tidligere, identisk tyveri, så han fik hurtigt tilkaldt nogle kolleger, der kunne tage gerningsmanden med ind på stationen, siger vagtchef, Bjarne Askholm.

- Det er ikke noget, vi oplever så tit, det her med, at det er en kollega i civilt, der opdager forbrydelsen. Men det er en del af det at være tjenestemand at reagere i sådan nogle situationer, forklarer han.

Iraneren er varetægtsfængslet frem til den 6. august.


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien 112.