Christiane opgiver Holstebro

Christiane Schamburg-Müller dropper sin rolle som Evita i Holstebro.

03012012evita.jpg

Den populære skuespiller og tv-vært skulle have stået i front på scenen i Holstebro til februar, men på grund af hævede stemmebånd, kommer hun ikke til det vestjyske i denne omgang.

- Jeg er ked af at måtte vinke farvel til en rolle, jeg havde glædet og forberedt mig rigtig meget til i det sidste halve år. Jeg var klar til at flytte til Holstebro og begynde prøver. Men det nytter ikke noget. Man kan ikke synge med hævede stemmelæber, siger Christiane Schaumburg-Müller til BT.

Ny Evita

Afbuddet fra Vild med dans-værten kommer kort tid inden premieren i Black Box den 24. februar, men heldigvis er der allerede fundet en ny Evita. Musicalsangerinden Trine Jepsen fik i weekenden tilbudt hovedrollen og sprang til med det samme.

- Det bliver den største rolle jeg nogensinde har haft, og en drøm, der går i opfyldelse, siger Trine Jepsen til BT.

Trine Jepsen har tidligere stået på scenen i Holstebro, blandt andet i Den lille havfrue og tiltrådte for nyligt som ny leder af musical og teater-linjen på Dansk Teaterakademi i Holstebro. 

Ikke første afbud til Holstebro

Meldingen fra Christiane Schaumburg-Müller er dog ikke det første afbud, Musikteateret i Holstebro har måtte sluge. I oktober måned var det skuespilleren Jimmy Jørgensen, der valgte musicalen Evita fra, på grund af sin gravide kæreste i København.