Chefredaktør stopper

Chefredaktør på Dagbladet Holstebro-Struer stopper efter 34 år i stolen.

ERIK_MOLLER.jpg

De tre lokale aviser i Holstebro, Struer og Lemvig skal på jagt efter en ny frontfigur.

Efter 34 år på posten vælger Erik Møller nu at stoppe. Møller er dermed den chefredaktør, der har haft den længste karriere som chef for de midt- og vestjyske mediehuse i Midtjyske Medier. Det skriver Dagbladet Holstebro.

Ingen ny beslutning

Selv siger den snart 62-årige redaktør, at beslutningen blev truffet for længe siden.

- Det er et privilegium at have været med til at præge udviklingen i det nordvestjyske område igennem så lang en periode. Allerede for fire år siden besluttede jeg imidlertid, at jeg ville træde tilbage i løbet af 2011, men jeg fortsætter som chefredaktør, indtil min afløser er fundet, siger Erik Møller i dag i avisen.