Camp giver børn bredt indblik i musikkens verden

Ganske gratis kan børn spille og lære om musik i Holstebro mandag og tirsdag.

Mandag og tirsdag er der musikcamp i Holstebro. 

- Vi prøver at give børnene et bredt indblik i musikkens verden. Så vi har alt fra bands og samspil med pop og rock, men også fra i år klassisk musik, som ikke er så udbredt blandt børn og unge, siger projektleder Sofie Dammeyer Sørensen fra Musikcamp Holstebro til TV MIDTVEST.

I Holstebro er der i år 70 børn og 30 frivillige.

- Det er noget mere frit i år. Sidste år var vi ramt af coronarestriktioner, fortsætter projektlederen.

Og det er ikke kun i Holstebro, men også fire andre steder i Jylland, at der er musikkomsammen.

Drevet af frivillighed og sponsorater

Det er ganske gratis for børnene at komme med på musikcamp. I Holstebro er projektet finansieret af Færchfonden, Vestforsyning og Holstebro Kommune, ligesom det finder sted uden betaling på Musikskolen og OrkesterEfterskolen i Holstebro.

Blandt deltagerne er Gabriella Kvisgaard Mouritzen og Pusle Marie Dyhr Olesen fra Aulum.

- Vi kan godt lide musik og går til kor, så vi synes, det er sjovt, lyder det.

Gabriella Kvisgaard Mouritzen (tv) og Pusle Marie Dyhr Olesen er med på musikcamp i Holstebro.
Gabriella Kvisgaard Mouritzen (tv) og Pusle Marie Dyhr Olesen er med på musikcamp i Holstebro.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Foreningen bag har eksisteret i ti år.