Byret forbytter følsomme oplysninger

Retten i Holstebro har udsendt breve med personfølsomme oplysninger til de forkerte modtagere til stor forargelse for de implicerede.

Ny ret, Holstebro, skilt.jpg
Foto: arkivfoto

Der står det rigtige navn på Claus Kristensens konvolut fra retten, men de næste sider omhandler en helt andet person og en helt andet sag.

- Så når man kommer ind til selve brevet, så er der navn og cpr-nummer på en helt anden person, og sådan noget det skal ikke kunne lade sig gøre, siger han til TV MIDTVEST.

Claus Kristensen fik en afgørelse fra Retten i Holstebro, fordi han har klaget over en ransagning af sin lejlighed. Claus Kristensen er altså ikke dømt for noget, men har fået rettens afgørelse af en klagesag. Til gengæld var brevet i kuverten en dom mod en anden person.

- Jeg fik sagen på en i en anden by, og så må man jo gå ud fra, at han har fået mit cpr-nummer og mit navn, men det havde han ikke. Han har modtaget navnet på en helt tredje person, siger han.

Hos afsenderen, Retten i Holstebro, indrømmer de, at der er sket en fejl.

- Som jeg har fået det oplyst, så er det en enkeltstående fejl, en menneskelig fejl. Men vi kigger selvfølgelig på vores arbejdsgange og ser, hvad det er, vi gør, og om vi kan gøre noget bedre, siger retspræsidenten for Retten i Holstebro, Christian Schou.

Retten i Holstebro kender ikke til flere tilfælde og understreger, at de prøver at få de personfølsomme oplysninger tilbage.

Men Claus Kristensen kan ikke bruge undskyldningen til noget, han mener skaden er sket.

- Mit cpr-nummer det kan jo risikere at ligge et eller andet sted i København eller i Tyskland og blive misbrugt, som man har hørt gentagne gange i medierne. Cpr-numre de bliver brugt og hacket, denne her gang er det endda offentligheden selv, der har sendt dem ud, siger han hovedrystende.

Claus Kristensen vil nu anmelde episoden og forsøge at hive retten i retten.

1:50
Retten i Holstebro har sendt breve med personfølsomme oplysninger ud til de forkerte