Bruger dagevis alene i sumpen: Mikkel og Kamilla er ved at skrive en bæver-bibel

For godt 20 år siden blev bæveren udsat i Klosterheden efter mere end 2.500 års fravær i den danske natur. Et ægtepar fra Staby har fulgt dyret hele vejen, og de er nu i gang med at skrive en bog om bæveren.

4:25
Bæverne blev udsat i Klosterheden for godt 20 år siden efter mere end 2500 års fravær. En journalist og en naturfotograf fra Staby er i fuld gang med at skrive en bog om bæveren.

Naturfotograf Mikkel Jézéquel glemmer aldrig sit første møde med bæveren i Klosterheden.

- Det at se bæveren i sit rette element er en af de største oplevelser, jeg har haft i den danske natur. Når jeg kan få lov at ligge timer, dage og uger i sumpen helt alene, så bliver det ikke bedre, siger Mikkel Jézéquel.

Både privat og professionelt danner han par med Kamilla Husted Bendtsen. Sammen har de firmaet Alopex Media i Staby, og lige nu er de ved at samle viden og dokumentation til en foto- og faktabog om bæveren.

- Vi researcher begge to. Jeg sidder hjemme og læser og skriver, mens Mikkel er meget ude at fotografere. Jeg kan ikke sidde i et telt i timevis, som Mikkel kan, siger Kamilla Husted Bendtsen.

Kamilla Husted Bendtsen er journalist, mens Mikkel Jézéquel er fotograf. Sammen finder de blandt andet spor i naturen fra bæveren.
Kamilla Husted Bendtsen er journalist, mens Mikkel Jézéquel er fotograf. Sammen finder de blandt andet spor i naturen fra bæveren.
Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Den kommende bog kommer til at hedde ’Bæveren i Danmark’ og skal fortælle om en del af Danmarks naturhistorie.

Efter at have været væk fra den danske natur i 2.500 år blev 18 bævere i 1999 genudsat i Klosterheden i Vestjylland. Siden har de bredt sig. I 2019 vurderede forskere fra Aarhus Universitet, at de 18 bævere var blevet til omkring 270 bævere i Jylland.

I 2009 og 2010 blev 23 bævere også udsat på Sjælland. Her vokser bestanden dog langsommere, og forskere vurderer, at der i dag er omkring 40 bævere i Nordsjælland.

Mikkel Jézéquel har brugt utallige timer i naturen for at kunne få billeder af bæverne. Han mangler dog stadig et af dyrenes parring.
Mikkel Jézéquel har brugt utallige timer i naturen for at kunne få billeder af bæverne. Han mangler dog stadig et af dyrenes parring.
Foto: Mikkel Jézéquel

De to bæverentusiaster har fået støtte til bogprojektet fra 15. Juni Fonden, og det betyder, at de det næste år kan fokusere på at samle materiale til deres bæver-bibel.

- Bæveren er et nyt dyr, så vi kender den ikke så godt. Bogen skal få formidlet, hvad er det for en ny nabo, vi har fået, siger Kamilla Husted Bendtsen.

I Jylland er der i dag omkring 270 bævere, mens der på Sjælland er omkring 40.
I Jylland er der i dag omkring 270 bævere, mens der på Sjælland er omkring 40.
Foto: Mikkel Jézéquel

Selv om makkerparret allerede har skrevet meget og fået taget mange billeder til deres bog, så mangler de stadig nogle ting, før de er færdige.

- Jeg har fået billeder af ungerne, men ikke af parringen. Det skal nok lykkes, og det er kun et spørgsmål om at sidde længe nok og vente, siger Mikkel Jézéquel.

Bæveren parrer sig i januar og februar, så naturfotografen kan se frem til nogle kolde ture til Klosterheden for at opnå sit mål.