Brand uden for Holstebro: Varmepude formentlig synderen
Beboerne slap heldigvis uskadte fra en brand vest for Holstebro. Politiet skal nu undersøge, hvordan ilden begyndte, men mistænker en varmepude.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Natten til onsdag har der været brand i et hus på Østerlundvej i udkanten af Holstebro, oplyser vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
Politi og brandvæsen blev alarmeret lidt før kl. 3, hvor beboerne - der var kommet sikre ud af huset - meldte om ild i taget.
Myndighederne kom frem og fik styr på ilden. Alligevel er huset medtaget.
- Huset er noget brandskadet. Det er afspærret, og vores teknikere skal nu undersøge, hvad der er årsag til branden, siger vagtchefen.
Umiddelbart er formodningen dog, at det er en kortslutning i en varmepude, som har antændt branden.