Brand på møbelfabrik

Silo og container brød i brand på møbelfabrik. Brandvæsnet er fortsat på stedet. Det er endnu uvist, hvad der startede branden.

silobrand.jpg

En container og en silo brød mandag morgen i brand på møbelfabrikken Fumac i Vinderup. Alle medarbejdere måtte evakueres. Siden har et større slukningsarbejde været igang, som bliver kompliceret af, at siloen er fyldt med træspåner.   

- Den høje temperatur kan få spånerne til at eksplodere, når man åbner for siloen. Derfor har vi kun åbnet den i toppen og pumpet skum ind den vej, siger Per Borg Jakobsen, indsatsleder ved Holstebro Kommunes brandvæsen.

Brandvæsnet har desuden skilt det meste af rørsystemet af for at komme flammer og gløder til livs.

Igang indtil midnat

Det er lykkedes at få kontrol over ilden, og nu er 14 brandfolk igang med at tømme siloen og containeren for spåner. Indsatslederen regner med, at klokken nærmer sig midnat, før arbejdet er færdigt.

Produktionen halveret

Da brandvæsnet fik branden under kontrol, genoptog medarbejderne noget af produktionen. Alle de maskiner, der bruges til produktionen af træ, har imidlertid stået stille hele dagen.

Der er ikke sket nogen skade på bygningerne.