Brand i fiskegarn får lov til at brænde ud

En stor brand tæt ved Skærum Mølle udviklede tidligere i dag kraftig røg. Brandvæsnet har besluttet at lade branden brande ud af sig selv.

Brand ved skærum mølle
Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

Kl.13:50 fik brandvæsnet en melding om en containerbrand i det fri ved Skærum Mølle tæt ved Vemb. 

- Vi troede, det var en harmløs melding, så vi tog ud med en enkelt sprøjte, men på vej herud kunne jeg godt se, at det ikke bare var en almindelig container, siger indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen Mogens Eliasen.

Ilden opstod i en stor mængde fisketrawl og garn og flammerne kunne ses på 10 kilometers afstand. Branden opstod blot få meter fra Skærum Mølle, der derfor var i fare for at blive opslugt af flammerne. Hele 12 brandfolk blev kaldt til stedet for at bekæmpe flammerne. Møllen blev sikret, og branden kom hurtigt under kontrol. Alligevel blev naboerne i området bedt om at holde sig inden døre.

- Det var ret voldsomt, der var kraftig røg, men heldigvis gik røgen ikke ind i Vemb by. Så vi kontaktede nogle enkelte gårde, og bad dem om at blive inden døre, så længe man ikke er direkte i røgfanen, er der ingen fare, siger Mogens Eliasen.

Brandvæsnet valgte ikke at slukke branden, men i stedet lod den brænde ud i stedet for at undgå forurening.

- Vi har valgt ikke at slukke direkte for ilden, fordi vi har Storåen få meter herfra. Slukningsvandet ville være blevet forurenet, og det ville drive ud i åen ud til alle laksene, så derfor vælger vi at lade det brænde ud, siger indsatslederen.

Der er endnu ingen indikationer på, hvad der er skyld i, at der gik ild i garnet.

- Der har været en mand ude og brænde noget ukrudt af med en ukrudtsbrænder, men det er et stykke herfra, så det er ikke sikkert, det er det. Garnet kan ikke selvantænde, så vi skal undersøge det nærmere, siger Mogens Eliasen.