Borgere slog alarm: Mand gik rundt med kniv i Vemb

Torsdag morgen gik en ung mand rundt i Vemb og virkede truende med en kniv i hånden.

Omkring klokken halv otte torsdag morgen modtog politiet en melding om, at en ung mand gik rundt i Vemb, og udviste underlig adfærd. Blandt andet havde han en kniv i hånden, og derfor slog flere borgere alarm.

quoteHan gik rundt på Nørregade og virkede truende og opfarende i sin adfærd.

Simon Skelkjær, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi

- Han gik rundt på Nørregade og virkede truende og opfarende i sin adfærd. Blandt andet smadrede han en krukke på sin vej, og han truede en ældre mand. Derfor sendte vi en patrulje derud, for at holde lidt øje med ham, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.

Da patruljen nåede frem, havde manden smidt kniven. Den fandt politiet dog igen. Et kort øjeblik måtte de holde togene i Vemb tilbage fra begge retninger, af frygt for at manden ville springe på et af dem og stikke af.

- Vi har anholdt ham og sigtet ham for overtrædelse af våbenloven og for hærværk. Lige nu ligger han i arresten og falder til ro, og så skal vi havde ham afhørt. Men umiddelbart er der ikke grundlag for en fremstilling i retten, siger Simon Skelkjær.

Han oplyser, at den truende adfærd og gåturen med kniven er sket, fordi den 27-årige mand, der stammer fra Ulfborg, havde nogle uoverensstemmelser med en bekendt i byen.