Børnefamilier glæder sig over ekstra check, men tvivler på effekten

Børnefamilier får i januar 2023 en ekstra børnecheck på 660 kroner, men det får ikke alle forældre til at juble.

Når børnefamilier 20. januar 2023 får udbetalt børne- og ungeydelser – også kaldet børnechecken – er der flere penge at hente end normalt. 660 kroner per barn for at være helt præcis, som bliver udbetalt som en engangsydelse.

Den forhøjede børnecheck er et af tiltagene i den vinterhjælpepakke, som et bredt politisk flertal præsenterede fredag formiddag. 

Og selvom det umiddelbart lyder som en god ting at få flere penge at stikke i vinterforet, så får initiativet en blandet modtagelse blandt forældrene med børn i Børnehuset Skovgården i Holstebro.

- Det lyder da dejligt. Vi er også presset på energipriserne, og det tror jeg, der er rigtig mange andre børnefamilier, der også er, og der er jo også mad. Alting er jo stigende, siger elektriker Morten Fonsbæk Falk fra Holstebro.

- Det kommer da til at varme på en eller anden måde. Vi bruger dem selvfølgelig på vores børn, men ellers bruger vi dem også, når der kommer uforudsete udgifter. Nu har vi ikke kunne mærke det på vores varmeregning endnu, men helt klart bliver det sådan noget, de her ekstra penge kommer til at blive brugt på, siger Maja Libergren Nielsen, der er pædagog og bor i Vinderup.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tænker jeg ikke, at den kommer til at gøre ret stor forskel for unge familier. Nu er jeg selv soldat og tjener noget af det laveste. Det gør nok, at jeg kan få min søn med i biografen én gang, og det er så det, den gør i forskel, siger soldat Mark Tabel Damgaard fra Holstebro.

Aftalepartierne har afsat 600 millioner kroner til engangsforhøjelsen af børnechecken, og dermed løber den samlede udgift til børne- og ungeydelsen i 2023 op i 15,3 milliarder kroner. Penge bliver fordelt på 1,15 millioner børn under 18 år.

Men ekstrachecken på 660 kroner per barn kunne godt være blevet brugt bedre, mener både Maja Libergren Nielsen og Mark Tabel Damgaard.

- Pengene kunne hjælpe nogle af de lokale små butikker og købmænd, som også har brug for hjælp til at kunne få det hele til at køre. Dagplejere kunne også bruge det her ekstra til varme, siger Maja Libergren Nielsen.

- Man skulle have analyseret, hvem der reelt har behov for dem, for jeg er bange for, at pengene havner hos mennesker, som ikke er økonomisk trængte. Direktøren får dem jo også, og han når ikke engang at se dem. For ham er de en dråbe i havet, siger Mark Tabel Damgaard.

Næste udbetaling af børne- og ungeydelsen er 20. oktober 2022, hvor checken ikke er forhøjet.