Bliv vugget i søvn: Nu kan du leje en hytte på fjorden

I Handbjerg Marina er det nu muligt at sove i hytter blandt havnens sejlbåde.

Boathouse nr. 4 ligger klar til indflytning i Handbjerg Marina.
Boathouse nr. 4 ligger klar til indflytning i Handbjerg Marina.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Drømmer du om at blive vugget i søvn på vandet til lyden af bølgeskvulp og mågeskrig uden at skulle investere i en stor båd, så er et nyt overnatningstilbud i Handbjerg Marina ved Vinderup måske noget for dig.

Her kan du nu overnatte i en hytte, der flyder på en platform mellem havnens sejlbåde. Hytten på otte kvadratmeter rummer en dobbeltseng og en spiseafdeling, der kan omdannes til to ekstra sovepladser. Derudover er der både et lille køleskab og en radiator.

For selvom hytterne skal give gæsterne mulighed for at være tætte på naturen, så er det ikke meningen, at det skal være primitivt.

- Det er en slags glamping på vand, siger Jesper Larsen, der er manden bag Boathouses, som de flydende hytter hedder.

Jesper Larsen sidder her på kanten af hytte nr. 4s dobbeltseng.
Jesper Larsen sidder her på kanten af hytte nr. 4s dobbeltseng.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Han er inspireret af flydende shelters, som Thisted Kommune sidste år placerede i fire havne rundt i kommunen, men idéen med Boathouses er at gøre oplevelsen af at sove på vandet tilgængelig for flere.

- Jeg har taget udgangspunkt i min kone og min mor. De kunne aldrig finde på at bo i en shelter. De skal have en dyne og en pude, siger Jesper Larsen, der bor i Holstebro.

0:15
Der er masser af plads uden om hytten, hvis man kan nyde udsigten til havnen.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Flere vil have konceptet

Indtil videre er en enkelt hytte kommet i vandet i Handbjerg, men fem mere er på vej, og håbet er, at de ligger i havnen, inden sommerferien for alvor går i gang. For der har været stor interesse for det nye overnatningskoncept.

- Jeg er fuldstændig blown away over det.

- Der er også folk fra andre havne, der har henvendt sig, fordi de gerne vil overtage konceptet, siger Jesper Larsen.

Prisen for en overnatning afhænger af sæsonen. I højsæson er grundprisen for en enkelt overnatning 1510 kroner inklusive rengøring, uanset om man er én eller fire overnattende gæster. Dertil kommer et obligatorisk gebyr på 75 kroner for hver gæst.

Idémanden regner dog ikke med, at det er noget, han i første omgang kan leve af.

- Det er ikke noget, jeg laver for pengenes skyld, men drømmen er da, at jeg på et tidspunkt kan lave en løn, så jeg kan leve af det, siger han.  

Boathouses betaler for leje af havnepladser, ligesom sejlbåde gør, og derudover får havnen en andel af lejeprisen for hver booking.