Blev snydt for 125.000

Jette Pedersen tog sin lønseddel med til fagforeningen. De kunne fortælle at hun er blevet snydt for 125.000 de seneste fem år

Lønseddel
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

125.000 kroner. Så meget blev Jette Pedersen snydt for i løn, da hun i fem år arbejdede på et døgntilbud i Lemvig.

- Jeg er meget forundret. Jeg går ud fra at når lønsedler stemmer overens med ens arbejdstimeopgørelse, så får man det man skal have, siger Jette Pedersen.

Det var især når Jette Pedersen havde taget ekstra vagter om natten og på helligdage, at forskellige tillæg blev glemt. Fejlen blev opdaget, da hun fik sin fagforening til at tjekke sin lønseddel.

- Jeg så i FOA bladet at jeg kunne komme ned med min lønseddel, og det blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville prøve, fortæller hun. 

Og Jette Pedersen er langt fra den eneste, der har prøvet at få udbetalt forkert løn. Alene her hos hendes fagforening FOA i Holstebro har man i 2016 fundet fejl i lønsedlerne for en million kroner.

- Det er jo rigtigt komplekst og svært at gennemskue for den almindelige medarbejder. Derfor er der mange der afleverer deres lønsedler til os, fortæller formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA Holstebro, Tanja Nielsen.

En undersøgelse som Epinion har lavet for LO viser, at 45 % af alle danske lønmodtagere har oplevet, at få udbetalt forkert løn. Samme undersøgelse viser, at hver fjerde aldrig eller sjældent tjekker sin lønseddel, men blindt stoler på, at den er korrekt.

- Jeg tror ikke det sker med en ond hensigt. De folk der skal indberette det, kan jo komme til at lave fejl - og det kan også være de har svært ved at finde rundt i de mange overenskomster, forklarer Stanley Bach Mortensen, der er formand for LO i Viborg.

LO har de seneste år kørt flere kampagner for at få folk til at få tjekket sine lønsedler igennem. Noget, som Jette Pedersen også vil opdordre alle sine kollegaer til at få gjort.

- Lønsedler i det kommunale er utroligt svære at gennemskue, siger hun.