Blev ramt af lastbil: Mand dræbt ved et uheld - hustru fremstilles i grundlovsforhør

Personen blev kørt over af en lastbil på sin egen ejendom.

Politiet har afspærret området ved ejendommen.
Politiet har afspærret området ved ejendommen.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Der er tirsdag omkring middagstid sket en tragisk ulykke lidt uden for Holstebro.

En mand er blevet dræbt, da han blev kørt over af en lastbil på hans egen grund. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

- Kokken 13.11 fik vi anmeldelsen om, at en mand var blevet kørt over af en landsbil. Da vi kommer frem til stedet, konstaterer vi, at personen er død.

- Det er formentlig sket ved, at lastbilen lavede en manøvrering inde på gårdspladsen, hvor kvinden, der fører lastbilen, ved et uheld rammer ejeren af ejendommen, fortæller Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Siden uheldet skete har politi, lægebiler og ambulancer været til stedet på ejendommen ved Idomlund lidt uden for Holstebro. Her til aften kom beredskabet også derud og satte store telte op, så politiets teknikere kunne foretage deres undersøgelser i tørvejr. Vagtchefen ved ikke, hvor lang tid de kommer til at være derude.

Grundlovsforhør onsdag

Det var føreren af lastbilen, mandens 58-årige hustru, der selv ringede til politiet med anmeldelsen.

- Kvinden er blevet sigtet for uagtsomt manddrab, og i løbet af onsdagen vil hun blive fremstillet i grundlovsforhør, fortæller vagtchefen.

Vagtchef Jens Claumarch fortæller onsdag morgen til TV MIDTVEST, at kvinden skal i grundlovsforhør, da hun også er sigtet for at have været påvirket af alkohol, da ulykken fandt sted.

De pårørende til den afdøde er blevet underrettet.