Her kan man da tale om trofast og stabil arbejdskraft.
Strandfoged Kai Erik Kristensen fra Thorsminde fik torsdag overrakt dronningens fortjenstmedalje i sølv for 40 års tro tjeneste.
Overrækkelsen foregik hos lokalpolitiet i Holstebro, hvor vicepolitiinspektør Allan Laustsen satte medaljen på den 85-årige strandfoged, efter at sekretariatschef Jakob Berger Nielsen havde holdt tale.
Kai Erik Kristensen siger til TV/MIDT-VEST, at majestætens anerkendelse kom som en overraskelse for ham - men selvfølgelig en dejlig en af slagsen. Selv om medaljen markerer 40 års tro tjeneste, har han faktisk fungeret som strandfoged i 44 år. Han overtog fra sin far i 1967.
Og trods de 85 år har han foreløbig ikke planer om at stoppe.
- Det afhænger af helbredet, og det er godt nok nu, siger han.