Belinda passer de historiske haver på Hjerl Hede – og alle er velkomne til at hjælpe til

Hvis du har lyst, så inviterer Hjerl Hede indenfor i friluftsmuseets haver. Her kan man både hjælpe til, men også lære noget i processen.

4:25
Du kan går til keramik, du kan gå til gymnastik, men nu kan du også gå til have på Hjerl Hede. Hver onsdag mødes folk med interesse for haven for at så, luge og høste i de historiske haver
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Der skal såes, luges og hakkes i haverne på friluftsmuseet Hjerl Hede, og gartner Belinda Fredslund er vild med det.

- Der er en enorm glæde i at se, det gror og kommer op. At man skaber det selv. Det er ikke mig, der får frøene til at spire, men jeg kan skabe betingelserne for det, og det er enormt tilfredsstillende når det lykkes, fortæller hun.

Glæden vil hun gerne dele med andre. Derfor inviterer hun interesserede med i haven. Man kan med andre ord ’gå til have’ på Hjerl Hede.

- Tænker, der er mange mennesker, der har godt af at stikke fingrene i jorden og få jordforbindelse. Det er godt at vide, hvor ens mad kommer fra og få en forståelse for de processer, der er der ude, og hvad kan vi egentlig spiser og hvornår, så vi bliver bedre til at spise det der er i sæson, siger hun.

Historiske haver

I haverne på Hjerl Hede er der forskellige slags kål, kartofler, og krydderurter. Grønsager, der har været brugt i køkkenhaven i flere hundrede år.

Ved præstegården fra 1890’erne er de lidt mere modige, her er forskellige salgs bønner, pastinakker og gulerødder. Belinda Fredslund eksperimenterer med frø fra genbanken, for eksempel har hun i år flere slags bønner.

- Det der med at bevare gamle sorter, der giver mening for os i nutiden, det er fantastisk. Man bliver afhængig af at have jord under neglene. Man bliver glad af det, og at se det ende på middagsbordet i sidste instans, det er bare noget, jeg har lyst til at dele, for det giver mening på det store plan, siger hun.

Alle er velkomne

Belinda Fredslund passer og plejer haverne på Hjerl Hede sammen med andre haveinteresserede, og hun gør det ikke bare, fordi haverne skal passes, men fordi hun ser muligheder på det helt store plan.

- Alle de græsplæner, vi har i Danmark, er et kæmpe potentiale for blomster og grønsager, og så at vi bliver gode til at bruge det frimærke, vi har, til at producere mad, i stedet for at se det som noget, der bare skal bekriges. Samtidig kan vi få frisk luft og motion og en fornemmelse af at skabe noget, det er da en super aktivitet for både børn og voksne, lyder det fra hende.

Alle er velkomne i haverne på Hjerl Hede, og der er ingen krav

- Alle der bare har en flig af interesse for haven. Man behøver ikke kunne noget for at komme, man kan være grøn, og det kan også være man ved en masse og har lyst til at lære mere, lyder det.

Har du lyst til at gå til have på Hjerl Hede så er der flere pladser og det er helt gratis.