Bekræftet: Damgaard-brødre forlader TTH

Brødrene Allan og Michael Damgaard fortsætter deres karriere i udlandet efter denne sæson. Det bekræfter Team Tvis Holstebro i dag i en pressemeddelelse.

damgaardbroedre1.jpg

Brødrene Allan og Michael Damgaard fortsætter deres karriere i udlandet efter denne sæson. Det bekræfter Team Tvis Holstebro i dag i en pressemeddelelse.

- Det er klart, at der er tale om to spillere, vi meget gerne ville have beholdt i TTH, både for deres evner på banen og som kulturbærere uden for denne. Omvendt vil vi ikke stå i vejen for hverken Allan eller Michael, der begge har fået et meget spændende tilbud, som vi sagtens kan forstå, at de vil tage imod. TTH er ikke en klub, der bremser vores spilleres udvikling, siger TTH-direktør Emil Bjørnø og roser de to brødre.

- Der er tale om to spillere, der i den grad har været med til at flytte TTH op i toppen af dansk herrehåndbold, og det er vi særdeles glade for. Og vi håber da, at vi igen får både Allan og Michael at se i TTH-trøjen, lyder det fra direktøren.

Købt fri af deres kontrakter

Både Allan Damgaard og Michael Damgaard var på kontrakt i TTH frem til 2017. Deres kommende klubber har derfor købt de to spillere fri af kontrakten med TTH, og selv om parterne er enige om ikke at sætte beløb på handlen, kalder Emil Bjørnø den for "rekordstor for TTH".

- Samtlige de penge, der kommer ind på salget af Michael og Allan, samt lønudgifterne til de to, bliver geninvesteret i den sportslige sektor. Der er på ingen måde tale om, at vi sænker vores ambitionsniveau, og vi er allerede godt i gang med at sondere markedet for at finde de rigtige afløsere, et arbejde vi er meget langt med og forventer at kunne præsentere den første inden for de kommende dage, siger TTH-direktøren.

Både Michael og Allan Damgaard understreger, at deres kommende klubskifter på ingen måde er et fravalg af TTH, men et tilvalg af noget, de bare ikke kunne sige nej til.

- Jeg græder med det ene øje og smiler med det andet, siger Michael Damgaard og fortsætter:

- Jeg har været voldsomt glad for at være i TTH og i Holstebro. For fem år siden var jeg pga. skader ikke helt sikker på, hvor meget jeg ville satse på håndbolden, men TTH troede på mig, og rammerne i TTH har været fantastiske, så jeg har rykket mig meget. Og jeg er nu sikker på, at jeg vil satse på håndbolden, siger han med et smil.

Drengedrøm i opfyldelse

Michal Damgaard kalder sit kommende klubskifte for opfyldende af en barnedrøm.

- Jeg er jublende lykkelig over, at det er gået i orden. Jeg har fået alt det, jeg drømte om, og mere til, i TTH, og jeg håber nu, at dette gentager sig i min nye klub. Det ærgrer mig dog meget, at jeg ikke kom til at vinde en titel med TTH, men jeg er sikker på, at det kommer for klubben, siger han.

Allan Damgaard skal ud på, hvad han kalder et håndboldeventyr, men rent faktisk er han stadig lidt overrasket over, at det bliver sådan.

- Jeg troede, jeg skulle være i TTH og Holstebro længe endnu, men jeg har fået en sindssyg god mulighed for at leve drømmen ud og skifte til udlandet. Jeg er i den henseende taknemmelig for, at TTH har været så samarbejdsvillige, som tilfældet har været, siger Allan Damgaard, der ikke er færdig med TTH og Holstebro.

- Min kæreste og jeg er rigtig, rigtig glade for Holstebro, så planen er da at flytte tilbage på et tidspunkt og runde karrieren af i TTH. Det kunne være fantastisk, siger han.

Allan Damgaard kom til TTH for tre sæsoner siden og har været med på den store optur, klubbens herrehold har været på.

- Da jeg kom til TTH, lå vi et lag under de bedste. Nu spiller vi lige op med alle de store hold i Boxerligaen, lige som vi har haft europæisk succes, og det er jeg stolt af at have været en del af. Mit klubskifte giver mig muligheden for at prøve mig af på et endnu højere niveau, og jeg håber, at det kan give mig de der ekstra 10 pct., der gør, at jeg kan spille mig ind i landsholdsvarmen. At der samtidig er tale om en stor klub, der kan se mig en rolle hos dem, er bare fantastisk, siger han.

Der vil i de kommende dage blive sat navn på, hvor Allan og Michael Damgaard fortsætter deres karrierer. TV 2 mener at vide, at at Michael Damgaard fra næste sæson spiller i SC Magdeburg, mens Allan Damgaard øjensynligt skal til en anden bundesligaklub, nemlig HSV Handball.

1:43
To af nøglespillerne på Team Tvis Holstebros herrehold stopper i klubben før tid.