Banedanmark lader døde træer stå langs skinnerne: - De kan blive hjemsted for biller og insekter

I stedet for helt at fælde træer, der risikerer at vælte ind over jernbaner eller stier, skal en del af træerne i fremtiden blive stående, så dyr og planter kan få gavn af dem.

Julie Lykke Madsen er geografisk fagspecialist og arbejder for Banedanmark med at lave nye insekthoteller langs jernbanerne.
Julie Lykke Madsen er geografisk fagspecialist og arbejder for Banedanmark med at lave nye insekthoteller langs jernbanerne.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Langs store dele af landets jernbaner står der træer i massevis, og som tiden går, bliver de gamle og trætte. Men i stedet for bare at fælde dem og fjerne dem, vil Banedanmark nu slå et slag for biodiversiteten.

Blandt andet langs skinnerne ved Vinderup Lystanlæg, hvor en række træer tirsdag er blevet savet til, så de fremover kan fungere som krible-krable-hoteller.

- Vi tager toppen af dem for at gøre dem mindre risikofyldte, og så efterlader vi dem som stående dødt ved, så de kan blive hjemsted for biller og insekter, siger Julie Lykke Madsen, som er geografisk fagspecialist i Midt- og Nordjylland for Banedanmark.

Træerne, der bliver topkappet, er såkaldte risikotræer, hvor der er fare for, at de vælter ud på stier, veje eller jernbaner. Når toppen er fjernet, er det mindre sandsynligt, at de kommer til at skabe problemer. 

- Vi skærer toppen af for at gøre dem mindre vindudsatte. Vi fælder dem ellers oftest ved roden, men det giver jo lidt mere liv at lade dem stå og være døde, siger Julie Lykke Madsen.

Døde træer får længere "levetid," hvis de står

Ifølge fagspecialisten er det oplagt, at Banedanmark bidrager til et rigere naturliv ved at efterlade døde træer til fri afbenyttelse for de forskellige dyr og planter. 

- Der er jo en del snak for tiden om biodiversitet, og at der mangler dødt ved, fordi vi har været gode til at udnytte det, der har været, til byggeri og brændsel. Så der mangler levesteder for de arter, der bruger dødt ved, siger hun.

Det er desuden en fordel at efterlade de døde træer stående i stedet for liggende, hvor de bliver udsat for fugt fra jorden. Det forlænger nemlig de døde træers "levetid."

Træerne i Vinderup er blandt de første i Midt- og Vestjylland, som Banedanmark lader stå i kampen for en vildere natur, men de satser på, at der skal være mange flere døde træer langs skinnerne i fremtiden.