Antallet af vågere stiger

Antallet af frivillige, der våger ved døende menneskers side, stiger.

200515Vaagere.jpg

Gennem de seneste fem år er antallet af vågere og vågekoner mere end fordoblet, og i dag er der over 1.300 frivillige vågere på landsplan. Det viser tal fra Røde Kors og ÆldreSagen.

I Midt- og Vestjylland er tendensen den samme. Hos ÆldreSagens vågetjenester på Mors, i Skjern-Tarm og Sallingsund er to vågere blevet til 21 siden 2010.

Kontakten til en vågekone skal gå via hjemmeplejen eller andet sundhedspersonale. Trygheden er efterspurgt, og i dag må tryghedstjenesten i Holstebro afvise flere.

- Vi har haft en del tilfælde her i år, hvor vi har været nødt til at sige nej, fordi der simpelthen ikke har været ressourcer nok til at dække det. Der er mange, som har brug for lige at få fx en nats søvn eller nogle timer, hvor de lige kan komme hjemmefra. Det er jo den sidste tid, de har som pårørende, og det kan have været en meget lang periode, hvor de har været på hele tiden, siger Alice Meyer, frivillig koordinator hos Tryghedstjenesten i Holstebro.

En god aflastning

Jytte Sonne Jensen fra Holstebro mistede for en måned siden sin mand. De var gift i knap 50 år. Han var syg af kræft de sidste. Hun var trofast ved hans side, ind til en hjemmesygeplejerske og læge anbefalede Jytte Jensen en vågekone til aflastning i nogle nætter.

- Det lød rigtig rigtig fint, for når jeg mærkede efter, så var det det jeg trængte til. Man er på i døgnets 24 timer. Hver eneste gang der sker noget, er man oppe som en fjederbold, siger Jytte Sonne Jensen.

Kontakten til en vågekone går via hjemmeplejen, lægen eller andet sundhedspersonale.

2:44
Stor efterspørgsel på vågetjenester - også i det midt-og vestjyske. Flere søger efter flere frivillige.