Annika og Casper er gået ned i forbrug og op i livskvalitet: - Det tiltaler os at være selvforsynende

For tre år siden flyttede Annika Häggquist og Casper Toft fra København til Vinderup for at komme helt ned i gear.

Annika Häggquist og Casper Toft røg begge ned i stress-dybet, men deres nye livsstil fik glæden og overskuddet tilbage hos parret.
Annika Häggquist og Casper Toft røg begge ned i stress-dybet, men deres nye livsstil fik glæden og overskuddet tilbage hos parret.
Foto: Frida Fisker, TV MIDTVEST

Engang drømte Annika Häggquist og Casper Toft om at blive rige. Det drømmer de slet ikke om længere - nu handler det om at have det godt.

- Vi har begge to været inde i hamsterhjulet, hvor det gik sindssygt stærkt. Til sidst måtte vi kigge hinanden i øjnene og spørge os selv, om det virkelig var det, vi havde lyst til resten af livet, fortæller 26-årige Annika Häggquist.

Parret besluttede derfor at flytte fra København til Vinderup. Og der er særligt haven i Vinderup, som parret sætter pris på. I haven har kæresteparret frugttræer, et stort drivhus og flere bede.

- Vi skal have overskud til at gå i dybden med tingene. Det tiltaler os meget at være selvforsynende og producere, så meget vi kan selv, siger 28-årige Casper Toft.

Parret er i gang med at gøre haven klar.
Parret er i gang med at gøre haven klar.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Fik stress i storbyens ræs

For tre år siden boede parret i en toværelses lejlighed i København. Der var fuld fart på livet hele tiden.

Parret skulle nå det hele; mange timers arbejde, fester, fastfood og masser af venner, der skulle besøges.

De arbejdede begge i servicebranchen, og de havde ambitioner om at tjene store penge og skabe en karriere.

- Jeg forestillede mig, at jeg skulle have to biler, hvor den ene stod i garagen hele vinteren. Jeg var mere styret af at tjene mange penge, og at jeg skulle købe ordentlige og dyre ting, fordi det er det, som resten samfundet siger, at man skal gøre, siger Casper Toft.

Midt i storbyræset røg de begge to ned i stress-dybet, og det blev et vendepunkt. Tempoet i deres liv var for højt, og de fandt sammen i en fælles drøm om at få mere ro på.

- Jeg var meget ked af det på det tidspunkt i mit liv. Jeg var ikke klar på, at der skulle ske så mange ting, som der gør i en storby. Når man finder ud af det, så er det bare at flytte ud, siger Annika Häggquist.

Et billigt hus i Vinderup

Parret rykkede teltpælene op i København og solgte deres andelslejlighed for lidt over en halv million kroner. I stedet satte de kursen mod Vinderup, tæt på Skive hvor Casper Toft er vokset op.

Her kunne de købe et hus med en stor have til 400.000 kroner kontant.

Nu er deres opskrift på lykke en mere simpel livsstil med tid til nærvær. Hvor fritid kommer i første række, og hvor arbejdet ikke bliver førsteprioritet.

- Jeg lever efter at have tid til kærligheden. Jeg har et rigtig godt forhold, og jeg ved, at det er noget, man skal bruge tid på. Jeg skal være sikker på, at Casper har det godt, for at han også kan være noget for mig samtidig, siger Annika Häggquist.

Det er huset her, som parret købte for 400.000 kroner.
Det er huset her, som parret købte for 400.000 kroner.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

En tilværelse uden gæld og med lavt forbrug gør i dag, at parret har tid til at lave det, som de vil. De behøver det, der svarer til en SU for at klare sig økonomisk - alt derover går direkte til opsparingen.

- I dag har vi en bil, der er 12 år gammel. Den kan det, den skal. Det er ikke en vildt fancy bil, men det giver os værdi at vide, at den er betalt ud. Det giver en meget større ro end at have to kæmpe biler, som man skal betale af på hver måned, siger Casper Toft.

Spinder ikke guld på uld

Den simple livsstil har givet Annika Häggquist mulighed for at gå all in på sin drøm, som på samme tid er blevet kreativ hobby og arbejde. Hun nørder med uld, hvor hun både farver, karter og håndspinder garn i sit værksted i husets kælder.

- Jeg elsker at arbejde med uldgarner. Jeg ser, der udvikler sig noget foran mig. Det er helt terapeutisk. Man forsvinder ned i garnet, siger hun.

Indtil for nylig studerede hun tekstildesign på VIA i Herning, men hun har netop taget orlov fra studiet for at satse på sin virksomhed, hvor hun sælger håndspundne garner af kasseret uld fra lokale får.

- Der er en masse uld i Danmark, der bliver smidt ud og brændt. Det synes jeg er superærgerligt, og det vil jeg gerne gøre noget for, at vi ikke gør, forklarer hun.

I to og et halvt år har hendes kæreste Casper Toft arbejdet som rengøringshjælper på deltid, men nu har han netop fået et fuldtidsjob som anlægsgartner. Så Annika Häggquist behøver ikke at spinde guld på sin uld-virksomhed, for at parrets økonomi kan hænge sammen.

- Jeg kan ikke blive rig på at spinde, men det er heller ikke drømmen eller målet. Jeg spinder, fordi jeg har lyst til at spinde. Det er ikke for at tjene penge, siger hun.

På sigt er det hendes drøm at få angorakaniner i haven for at starte en fiberfarm op. Og så håber hun at kunne oprette spindekurser, hvor hun lærer andre at lave deres eget garn helt fra bunden.