Ande-afføring og manglende håndvask - Dan Duck kritiseres af Fødevarestyrelsen

Dan Duck A/S i Struer får anmærkninger for deres håndtering af danskernes juleænder.

Sådan her så ænderne ud i 2015, så da sidst var problemer med ænder fra Struer.
Sådan her så ænderne ud i 2015, så da sidst var problemer med ænder fra Struer.
Foto: Arkiv

I 2015 var ænderne rådne, og i år er der ande-afføring på ænderne og manglende hygiejne hos medarbejderne. For Dan Duck A/S i Struer har det ikke været nok at skifte navn - de dårlige vaner er fulgt med. 

I 2015 hed virksomheden Dansk And A/S og var dengang skyld i, at 1100 juleborde var en and fattigere. Dengang kaldte Fødevarestyrelsen ænderne tilbage grundet en "afvigende lugt".

I år hedder virksomheden Dan Duck A/S, men har samme adresse som i 2015. Dengang hed ejeren Martin Daasbjerg, og han  er også medejer hos Dan Duck A/S.

Martin Daasbjerg ønsker ikke at kommentere sagen.

Gennem en aktindsigt hos Fødevarestyrelsen har TV MIDTVEST fået adgang til de seneste måneders kontrolrapporter ved Dan Duck A/S, og de viser, at virksomheden trods navneændring ikke har fået helt styr på Fødevarestyrelsens regler. 

Afføring på ænderne og manglende håndvask

I en kontrolrapport fra 9. september skriver Fødevarestyrelsen, "at mange slagtedyr er forurenet med gødning". I den her sammenhæng betyder gødning andens egen afføring.

Fødevarestyrelsen skriver også, at der skal "træffes foranstaltninger til at undgå, at fordøjelseskanalens indhold flyder ud ved udtagning af organer". Samtidig kommer det frem i rapporten, at de medarbejdere, der skal teste, om der er afføring på ænderne, aldrig har fået at vide, at de skal teste for afføring.

Den 30. oktober slog Fødevarestyrelsen igen vejen forbi Dan Duck A/S. Her blev 100 ænder testet for afføring, men der blev ikke fundet et eneste tilfælde.

Den 17. december var den så gal igen. Ved et besøg hos Dan Duck A/S kunne Fødevarestyrelsen konstatere, at der igen kunne findes ænder med afføring på. 

Derudover kunne Fødevarestyrelsen konstatere, at ikke engang halvdelen af medarbejderne i produktionen vaskede hænder efter at have holdt pause.