Alternativ sommerferie: Kirsten bruger ferien på at brygge te og dyrke urter

Massevis af frivillige arbejder hver sommer på Hjerl Hede, og det giver mulighed for en anderledes ferieform.

1:51
Kirsten Marie Sangaard bruger noget af sommerferien på Hjerl Hede sammen med sin datter.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Hver eneste dag møder mellem 50 og 70 frivillige op på Hjerl Hede for at bruge nogle af deres feriedage på at give museets gæster en god oplevelse.

En af de frivillige er Kirsten Marie Sanggaard. Til daglig forsker hun i medicin og sygdomme, så meget passende er hun blevet udnævnt til klog kone i sin ferie på Hjerl Hede.

- Jeg synes, det er spændende, for halvdelen af al medicin medicin stammer fra planter. Så jeg lærer også nye ting her, siger hun.

Hjerl Hede er et kulturhistorisk frilandsmuseum, der skildrer livet på landet for mellem 100 og 200 år siden. Det lyder måske ikke som den mest afslappende æra at vende tilbage til, men de frivillige ser anderledes på det.

- Jeg laver nogle aktive ting med min datter, og jeg kan fortælle hende om, hvordan jeg elskede at gå rundt herude som lille. Så får hun også set lidt af min opvækst. Det giver en fælles oplevelse sammen, siger Kirsten Marie Sanggaard.

Sammen med sin datter bruger hun fem dage på at gøre fortiden levende på Hjerl Hede, og i dag står der eksempelvis tebrygning og urtedyrkning på skemaet.

Også hendes datter sætter pris på den alternative sommerferie på et museum.

- Jeg har været her lidt som lille, hvor jeg har gået rundt med min mormor og min mor, og det har bare været rigtig hyggeligt, så jeg synes, det er meget sjovt, at man også kan prøve at arbejde her, siger Asta Marie Sangaard Høier Nim.

I løbet af et år har Hjerl Hede mere end 350 frivillige tilknyttet, og fra museets side sætter man stor pris på, at folk har lyst til at hjælpe.

- Det betyder rigtig meget, for det er det, der gør, at vi kan lave det her levende historie, som vi kan vise vores gæster. Hvis ikke vi havde vores frivillige, så havde vi heller ikke vores levendegørelse, siger Annette Kirkegaard Sørensen, der er frivilligkoordinator på Hjerl Hede Museum.