Alle skal have en chance: Mekanikeren Brian reparerer både biler og unge sjæle

Da Brian Nielsen her var ung, var han lidt en af en rod. Men så kom han i lære som mekaniker hos en mester, der gav ham en ekstra chance. I dag fortsætter arbejdet med bilerne og reparation af unge sjæle, der er på afveje.

Brian Nielsen.
Brian Nielsen.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

På et værksted i Ulfborg går en mekaniker rundt med en hel særlig evne. Brian Nielsen fikser nemlig ikke kun biler, han tager sig også af unge mennesker, der trænger til at få rettet lidt på kanterne. Hans succeskriterie er ganske enkelt.

- Bare der er nogle enkelte af dem, der kommer videre i livet uden at falde i den helt forkerte grøft, så er jeg tilfreds, siger Brian Nielsen, der er indehaver af Nyholm Auto i Ulfborg.

Knallerter og fart frem for skolen

Det lå ikke i kortene, at Brian Nielsen skulle blive mester med eget værksted, da han selv var ung. Han er ordblind, så skoletiden blev brugt på andet end bøger.

- Jeg gad ikke skolen. Når jeg havde fri, brugte jeg min tid på knallerter. Jeg var ikke en rod, og jeg stjal jo ikke, men jeg syntes, at det var sjovt at køre ulovligt og køre fra politiet, husker Brian Nielsen.

Men i 1985 kom han i lære som mekaniker, og det var det, der skulle til for at ændre den livsbane, den unge Brian kørte i. På værkstedet fik han en chance for at vise, at han kunne andet end at bore knallerter og køre fra politiet.

- Jeg ved ikke, hvad jeg havde lavet, hvis ikke jeg havde fået den chance. Det betød også, at jeg kunne bevise over for eksempelvis lærere, at selv om jeg ikke var den hurtigste til at skrive og regne, så kunne jeg noget. Hvis bare viljen er der, siger Brian Nielsen.

Det var Mads Gunner Nielsen, der for 35 år siden gav Brian Nielsen en chance til at vise, hvad han kunne som mekanikerlærling.

- Brian var frisk og ville gerne gå i byen og få et par bajere. Men han var en alletiders guttermand, dygtig og interesseret i mekanik, så han skulle have en chance, fortæller den tidligere læremester.

I 1985 kom Brian Nielsen i lære som mekaniker hos Mads Gunner Nielsen.
I 1985 kom Brian Nielsen i lære som mekaniker hos Mads Gunner Nielsen.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Giver det videre

For 12 år siden overtog Brian Nielsen sin tidligere mesters værksted i udkanten af Ulfborg, og den chance han selv fik som ung, giver han nu videre til andre, der har brug for det.

En af dem, der har nydt godt at Brian Nielsens hjælp, er Dennis Højager Nielsen. Han arbejder i dag som serviceteknikker og laver trucks, men han var i lære på værkstedet ved Ulfborg.

- Det var Brian, der gav mig chancen for at komme videre. Det gav mig blod på tanden og fik mig til at prøve, og i dag giver jeg ikke op, hvis der er noget, der driller mig, fortæller Dennis Højager Nielsen.

Som lærling havde han indimellem svært ved at passe det, han skulle. Han festede og pjækkede fra skole og arbejde. Trods flere advarsler holdt Brian Nielsen dog fast i Dennis Højager Nielsen som lærling.

- Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hentet ham om morgenen og sagt, at vi var nødt til at få gang i arbejdet. Havde han været andre stedet, var han blevet sparket ud med det samme, men jeg kunne se, at der var noget i ham. Han havde lysten, og fingrene sad rigtigt, siger Brian Nielsen om sin tidligere elev.

Dennis Højager Nielsen har været i lære hos Brian Nielsen. Han fik mange ekstra chancer under sin læretid.
Dennis Højager Nielsen har været i lære hos Brian Nielsen. Han fik mange ekstra chancer under sin læretid.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Brian Nielsen bruger erfaringerne fra sin egen opvækst og læretid til at hjælpe de unge i dag. Det kan godt være, det ikke kan ses på bundlinjen, at han både retter buler på biler og de unge drenge ud, men det giver noget andet.

- De timer, du bruger på at oplære dem, der tjener jeg måske ikke så meget. Men jeg fik jo en chance den gang, jeg var i lære, og kan jeg give det videre, så synes jeg, det er fedt, siger Brian Nielsen.

8:23
Se programmet om Brian Nielsen, hvor flere af hans nuværende elever også er med.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST