Ærefuld pris til Ernst Trillingsgaard

Ernst Trillingsgaard hædres for sin 46-årige indsats i dansk revyliv ikke mindst i Holstebro.

ernsttrillingsgaardweb.jpg

Ove Sprogøe, Poul Bundgaard, Bodil Udsen og Jesper Klein har tidligere fået prisen. Nu er det den 75-årige Ernst Trillingsgaard, der udnævnes til "Årets Æreskunstner". Det sker blandt andet for hans indsats i Vestjylland, hvor han virker som konsulent for Holstebro Revyen.

Det er skuespillerne, der har udnævnt Ernst Trillingsgaard til æreskunstner. Bag prisuddelingen står Skuespillerforeningen af 1879.

- Det er jeg selvfølgelig glad for og stolt over. Selv om man er oppe i årene, kan man godt blive stolt og glad for sådan noget. Og netop den pris her er toppen for mig for den er fra den verden, jeg holder så meget af, siger en glad Ernst Trillingsgaard til TV MIDTVEST.

Med udnævnelsen til "Årets Æreskunstner" følger en pris på 10.000 kr. De penge gav Ernst Trillingsgaard straks gav videre til Revyforeningens Venner til støtte for Revymuseet på Frederiksberg i København.

- Normalt er det skuespillere, der får prisen, og det er selvfølgelig helt ok. Når det så er sådan en som mig, der står bag revyerne, der modtager hæder, ja så bliver man ekstra glad, slutter Trillingsgaard.

Ernst Trillingsgaard skabte Holstebro Revyen i 1969 og ledede den i 16 år frem til 1985. I fjor vendte han tilbage som konsulent, da Holstebro Revyen genopstod. Han har herefter været involveret i andre revyer heriblandt Cirkusrevyen.

Mange store navne er hentet til Holstebro af Ernst Trillingsgaard. Især huskes to totalt udsolgte sæsoner med Dirch Passer på scenen. Holstebro Revyen har også budt på Erik Paaske, Marguerite Viby, Buster Larsen, Claus Ryskjær, Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og mange andre.

Til den nye tidsperiode for Holstebro Revyen har Ernst Trillingsgaard opfundet en ny konstruktion. Holdet fra Nykøbing F. Revyen på Falster flytter til Holstebro og tilføjer nye indslag med jysk indfaldsvinkel.

Holstebro Revyen består i år af Vicki Berlin, Michael Hasselflug, Flemming Krøll, Julie Steincke og Rasmus Krogsgaard. Kapelmester er Mickey Pless.

Revyen opføres i perioden fra torsdag den 10. september til og med lørdag den 26. september.

Foto: Musikteatret

holstebrorevy2015web.jpg